Louise Juhl

Jeg er bange for ting, jeg ikke forstår. Mine øjenbryn, for eksempel, hvad de gør godt for, mine knæ. Men mest bange er jeg for mig selv.
Jeg åd engang et helt rugbrød, det var nat og jeg var nøgen. Jeg halvt sad og halvt lå på køkkengulvet og tyggede mig bid for bid igennem det tætte brød. Det var svært at synke den klæge masse, mit spyt blev sejt og jeg måtte strenge mig voldsomt an for at sluge de sidste afgnavede humpler. Det tog mig cirka en time, bagefter var intet var forandre: Mørket var stadig mørkt, og jeg var stadig nøgen, den eneste forskel var brødet, der var væk.
I lang tid forsøgte jeg at holde det skjult, kun min bror vidste besked. Jeg gik rundt og dækkede over, hvad jeg troede alle kunne se, de klæge klumper af brød i min hals, knæenes vildrede, skammen i mine øjne. Også min stemme ændrede karakter, jeg begyndte at lyde som en anden. Det var dér, jeg for alvor blev bange. For min fremmede stemme, mørket og mine øjne. Om natten holdt jeg mig for ørerne, jeg var bange for, hvilke løgne jeg kunne finde på at fortælle mig selv.
I flere år nægtede jeg at spise brød: hvidt brød, rugbrød, knækbrød, og lykkedes sådan med at tro, at det var brødet, jeg var bange for, og ikke min sult. Jeg permanentede mit hår og købte en tandem, som om vi var to. Ja til sidst vænnede jeg mig til det, til os begge, hende med stemmen og krøllerne og tandemcyklen og hende, der åd om natten.