Louise Juhl

Jeg køber båden en mandag. De har meldt heldagsregn, og jeg har ikke mere at gøre her: Udhænget er malet, blomsterne hængt til tørre, gulvet har fået lak. 
Flere steder er malingen på båden skallet af, ejeren kalder det en charmerende detalje: “Hun er en erfaren dame,” jeg nikker og fører min hånd henover træværket, tilføjer, at damen, som han kalder båden, trænger til en kærlig hånd. 
Sådan står vi et kvarter, tyve minutter måske, bådens ejer får talt sig varm “Hun har sgu tjent mig bedre end min egen hustru”.
En halv time senere er jeg blevet bådejer. Hun hedder Sólrun, er havblå og sytten fod lang. “Hun har mange gode år i sig,” overbeviser ejeren mig. Så kører han, jeg står tilbage, det er først der, det går op for mig, at jeg ikke aner, hvad man stiller op med en båd, hvordan man får den i vandet, hejser et sejl, sætter en kurs. 
En ældre mand med traktor forbarmer sig og trækker Sólrun henover strandbredden, han efterlader en dyb rende i sandet, det ligner et sår. “Held og lykke”, råber han, da han kører traktoren tilbage på “det får du brug for.”
Så sidder jeg der. I båden. Havet synes pludselig stort, langt større end alt, jeg nogensinde er flygtet fra eller længtes imod. Årenes tag gør hverken fra eller til, bølgernes kraft er for stærk, og inden længe opgiver jeg. Lægger mig i bunden af båden, glor op i skyerne. Luften er salt, jeg kan mærker krystallerne mod min hud, små prik af nu. Nu må tiden gøre resten.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg ligger sådan, men da jeg vågner skraber min hund mod døren, den skal ud at tisse. Jeg rejser mig forsigtigt, sengen gynger faretruende, og jeg må støtte med begge fødder på gulvet, for at finde fæste. Udenfor er det stadig mandag, lakken på gulvet er næsten tør og det er holdt op med at regne.