Louise Juhl

Hver gang jeg sætter mig ned for at skrive, er der en stemme indeni, der hvisker “nej!” Du skal ikke skrive mere, kvindemenneske, du skal tie, ingen orker at høre på dit pis, din åh-så-fucking-inderlige-smerte. Din angst, der vækker dig hver morgen, din tvivl: Hører jeg til her i verden, her i huset, i min krop? Stemmen råber ikke, stemmen er rolig men bestemt, mildt irettesættende: 
Bare fordi du har noget at fortælle, er det langtfra det samme som, at der er nogen, der gider at høre, hvad du har at sige.
Alligevel skriver jeg. Og skammer mig. Og skærer mig på stemmen, der bliver ved at hviske: “Stop dig selv.” For det har jeg lært, det er vi mange, der har lært. At stoppe, mens legen er god. Men den leg, de taler om, er de andres leg. Den er de de seje, de hårdføre, de ubange og altid kontrolleredes leg. Det er en leg, der handler om at løbe hurtigst og længst og om bygge det højeste sandslot. Det er en leg, fuld af jubel og succes. det er en leg uden pludselig flæben. Jeg flæber for meget, for tit, ja næsten hele tiden. Når jeg læser i en bog på svensk, for eksempel, så græder jeg over prikkerne i deres ö. Eller som i går, da jeg læste et essay om barnløshed, da græd jeg, også længe efter at jeg havde lukket bogen.
Så er det, at stemmen hvisker. “Nej”, hvisker den: ikke løbe over med gråd, ikke væde bogens sider, så de krøller. 

Så jeg skriver i stedet. Jeg skriver om at flæbe, og jeg skriver om mine veninders børn, der er så smukke og snart voksne, og som minder mig om de børn, jeg ikke selv lykkedes med at få. De ufødte. Agnes og Stella, dem skriver jeg om. Jeg skriver også om åndenød. Og om de fugle, hvis næb klistrer sammen fordi de spiser vi menneskers efterladte tyggegummi. Og som dør af sult meget langsomt.
Jeg skriver også om hende, jeg troede var min ven, og som, da jeg vejede seksogtredive kilo, i et anfald af afmagt råbte, at hun fandeme håbede, jeg lykkedes. Med at dø. Jeg skriver fordi, hun muligvis havde ret. I hvert fald i, at det nogle gange er bedre at råbe og spytte og spotte, end det er at ae og trøste og tude. Hun fik mig da til at pakke mine ting og gå, i stedet for at blive siddende med lukket mund og nedslået blik.

Jeg gik engang ved en psykolog, han var rar og tålmodig. I tre år talte jeg med ham om min skam. Om alle de mennesker, jeg elskede så uendelig højt og om min sorg over aldrig at kunne gengælde dem deres kærlighed. Jeg græd og græd, tømte flere kasser med Kleenex, nogle gange var huden under min næse helt tyndslidt efter et besøg.
Psykologen afbrød mig sjældent, lyttede bare og rakte mig ind imellem kassen med lommetørkkæder. En enkelt afbrød han og spurgte: “Kunne det tænkes, at du i virkeligheden er vred?” 
Hans spørgsmål fik det til at brænde i min hals. Mig? Vred? 
Jeg husker, at jeg spyttede på hans gulvtæppe, en stor tyk klat, det var et meget smukt persisk tæppe. I samme sekund fortrød jeg, undskyld. Undskyld, undskyld, undskyld. Jeg lagde mig på knæ og gnubbede på pletten med et af de mange papirlommetørklæder jeg holdt i hånden, undskyld, græd jeg. Jeg skammede mig som en hund, der har skidt indendøre. Undskyld.
“Det er ok”, svarede psykologen. Faktisk, sagde han, ville han ønske, at jeg spyttede noget mere, og græd noget mindre.

Sådan blev det ikke. Jeg blev aldrig rigtig god til det med at spytte. Jeg græder derimod stadigt en del. Når jeg skriver. Under bruseren og i skoven. Jeg ved ikke, hvor al den gråd kommer fra.