Louise Juhl

I går så jeg en ål kæmpe sig vej gennem noget sand. Det var smukt at se. Måden den vred sig – lige dele desperat og elegant. Lidt grusomt også.
Senere spillede jeg minigolf og græd over en dreng, der forsøgte at få lov at prøve en rutsjebane. Forlystelsen havde et højdekrav på 115 cm, så det lille menneske strakte sig alt, han kunne. Han stillede sig på tæer, rakte armene over hovedet, hoppede op og ned: “Se mor, jeg må godt.” 
Skuffelsen, da det ikke lod sig gøre, shit altså. Han var helt utrøstelig: Hverken en candyfloss eller en tur i veteranbilerne hjalp: “Dumme mor, dumme verden,” råbte han.
For tiden læser jeg Elisabeth Strouts: ‘Mit navn er Lucy Barton’, hun skriver om de små afgørende detaljer, der afgør så meget. For bogens fortæller er en af de ting, en kæreste, hun har på universitetet. Han er belæst og kunstner, meget velbegavet men helt uden empati, faktisk ser han det som sin fornemste opgave at ydmyge sin kæreste, fordi hun ikke er, som han er. Ikke klassisk kunstnerisk, ikke belæst:
Han gør grin med hendes opvækst, huset, hun boede i som barn, måden, de talte på, tingene, de talte om. Den mad, de spiste: 
“Vi fik tit bønner i tomatsovs,” svarer hun, da han spørger, hvad de fik at spise. Og kæresten reagerer med et: 
“Og hvad så bagefter, sad I så allesammen og pruttede hele aftenen?”

Afsnittet slutter sådan her:
“Så forstod jeg, at det aldrig kunne blive ham og mig. Det er pudsigt, hvordan en enkelt ting kan betyde så meget. Man kan være parat til at give afkald på at få de børn, man altid har ønsket sig, man kan tåle at høre kommentarer om sin fortid og sit tøj, men så – en lillebitte bemærkning, og så går luften ud af ens sjæl med et Åh”
Sådan havde jeg det lidt med den lille dreng i går. Jeg havde udholdt at se en ål kæmpe for livet, og at tabe (stort!) i minigolf.
Men den lille drengs skuffelse altså: Åh!