Louise Juhl

Da jeg var mindre, tilbragte jeg de fleste somre hos min morfar. Her fik jeg lov at sidde i hans lavloftede stue og se Wimbledon, også selvom solen skinnede udenfor. Min morfar trak bare de tunge gardiner for, så hele stuen henlå i et sært halvmørke farvet af gardinernes røde og TV-skærmens blå. Jeg kunne sidde sådan i timevis og se på bolden, der bevægede sig frem og tilbage over nettet. 

Dér, så dér, så dér, så dér. 

Jeg holdt altid med McEnroe, elskede hans inferno af krøller, svedbånd og temperament. Min morfar, derimod, holdt med Bjørn Borg, vistnok fordi Sverige havde den smukkeste dronning og så hed hun ovenikøbet Silvia. 

Fem år i træk vandt Bjørn Borg mesterskabet, og hver gang mente min morfar, at en del af æren var hans. Når den langhårede svensker løftede pokalen, mumlede min morfar altid og med våde øjne “Vi gjorde det sgu!”

Bagefter spiste vi franskbrødsmadder med smør og sukker, min morfar drak grådige slurke af kaffe. Vi sagde sjældent noget dér ved bordet, alligevel vil jeg ikke sige, at der var stille imellem os.