Louise Juhl

I september begynder jeg at se en læge, jeg har skrantet længe:
Et stigende ubehag hver gang jeg vågner, “nu igen”, tænker jeg, men står alligevel op. 

En dag jeg er ude at handle, bryder jeg sammen. Det foregår helt uden dramatik mellem hylderne med knækbrød og marmelade. Mine ben giver bare efter, jeg sætter mig på hug og klamrer mig til indkøbskurvens hank for ikke at falde helt sammen. Jeg fokuseret mit blik på alle varernes navne: Chia-crackers, Mowglis müslikiks, Franske minitoast.
Nedenunder: En nutella på macademianødder, økologisk ribsgelé og en aflang gaveæske fyldt med variationer over havtornprodukter. Havtorn-chutney, havtornsirup, havtornrelish.
En ung medarbejder kommer tilfældigt forbi og spørger, om han skal hjælpe. Jeg svarer nej tak, og begynder, stadigt på hug, at fylde kurven med tilfældige varer, jeg kan nå fra, hvor jeg sidder. Madpandekager, grønne de puy linser. Til den anden siden: en støvekost med teleskopstang.

Jeg betaler, men efterlader det altsammen i en pose på parkeringspladsen, der er ikke flere kræfter tilbage. Jeg ved, at det er varerne eller mig.
Så er det, jeg beslutter at opsøge en læge.
Jeg finder hans navn i folder fra forlængst og vælger ham, fordi han har adresse tæt på en café, jeg har besøgt. Men mit opkald går direkte på telefonsvareren: “Abonnenten kan desværre ikke besvare dit opkald, men læg en besked efter tonen.” Jeg lægger på og forsøger at glemme episoden, indtil det gentager sig. Denne sidder jeg ved frisøren, en ung praktikant, Anemone hedder hun, har fået besked på at vaske mit hår og vælger en ny shampoo med “duft af gran og sommerregn.” Det er nok, jeg bryder ud i gråd. bøjer mig fremad og hulker i flere minutter. Det er ikke før, den skræmte pige overtaler mig til at læne mig tilbage mod vasken og får skyllet shampooen ud af mit hår, at jeg genvinder fatningen. Tørrer mine øjne og undskylder mig med, at jeg lige før jeg kom, har fået besked om, at min farbror er blevet kørt over. “Det er ret alvorligt, de har lagt ham i kunstigt koma”.
Det hele ender med, at jeg lader mig klippe kort. Jeg ser frygtelig ud, min eneste trøst er, at jeg nu har en gyldig grund til at græde.

Jeg lykkes med at komme igennem til lægen. Han hedder hed Rasmus, har afbleget hår og lange øjenvipper, jeg kan lide ham allerede fra første besøg. Han ler ikke af min selvironi, heller ikke de gange, jeg kalder mig selv for Flæbefruen eller Tudetøsen. Han lærer mig at sige nej uden at skulle forklare hvorfor. Og at bære mine bryster, knæ og tanker med en slags stolthed eller i hvert fald uden skam.
Efter ni besøg hos Rasmus, kan jeg vaske mit hår uden at græde. Efter tolv køber jeg knækbrød og nutella uden at gå i knæ. Det lyder måske ikke af meget, men det er nok.