Louise Juhl

Jeg har lige set et helt vidunderligt klip, det er tilbage fra firserne, en række (meget) engelske kvinder fortæller om deres vej til en kunstnerisk karriere tilbage ved århundredets start. En af dem beskriver, hvordan hun af forstanderen på den kostskole, hvor hun går, bliver irettesat for at være doven, fræk og spilde tiden på at tegen, forstanderen siger: “Because, child, what are we put in this world for?” Og barnet, der nu er en ældre meget victoriansk udseende dame, svarer hende: “Sometimes I dont think any of us know.”
Jeg elsker det svar! 
Ikke kun fordi det er vittigt og intelligent, men også og mestendels fordi det er så skide sandt. Og gudskelov. Tænk om vi fra starten og gennem hele livet vidste, hvad bestemmelsen var med det hele, med alt, vi gør, alt og alt, vi udsættes for. Så kunne vi jo lige så godt få det altsammen overstået hurtigst muligt. Det ville blive en konkurrence om at nå igennem tilværelsen hurtigst, højest og mest effektivt. 
For så at? 
At hvad?
Få en hoplanål på brystet med påskriften “Life’s done”?
Nej vel, det fede ved livet er jo alt det, vi ikke ved kommer: En pludselig interesse for selvsået kløver, en uventet glæde ved havkajak. Eller som det skete for mig i går: at møde en vildfaren hund ved et kræmmermarked og bruge en helt lørdag med ansigtet begravet i dyrets pels. Jeg lover jer: det var en fantastisk lørdag, pelset og blød og kærlig. 
Tilværelsen handler jo for h…… ikke om at følge en plan og løse den, men om at fare vild med vilje. At digte historier om et piggeløst pindsvin, der uddanner sig til fakir for atfinde tilbage til sine rødder. Eller at brodere et kilometerlangt banner og hænge det langs motorvejen: Hvordan synes du selv det går?
Mulighederne er mange, man kan starte med at se klippet med kvinderne YouTube, det hedder “Victorian Teenagers”, man kan se det HER