Louise Juhl

Jeg elsker at plukke kantareller og duften af granskov lige efter regn, jeg elsker store fugle på himlen. Og små. Jeg elsker vinklen på min mors tommelfinger og min hund, når den strækker sig i solen. Jeg elsker tyk tyk tykmælk og marmelade med hele bær. Jeg elsker september, lydene, dens dufte, og skumfiduser med smag af citron. Jeg elsker at grine og også at græde, og at grave i jorden med begge hænder. Jeg elsker ananasæbler og regnorme fulde af jord og brætspil, især når jeg vinder. Jeg elsker navne som johanne og barbara og agnes og lille Lille, at falde i søvn med hovedet i nogens skød og vågne til duften af ristet brød. At blive aet over kinden.

Jeg elsker ikke tvivl, den evigt nagende eller pludselige opbremsninger på motorvejen. Folk der spørger ”hvorfor” på en måde, så jeg ved, at de synes, jeg er dum. Jeg elsker ikke bankrådgivere, hvidløgsflute, brændte mandler og heldagsregn. Jeg elsker ikke folk, der tror, de ved alt, eller hunde med halen mellem benene. Jeg afskyr politikere, der taler om Dem og Os, og te med såkaldt frugtsmag, der smager af deopdorant. Jeg elsker ikke læhegn på stranden eller lyden af helikoptere over vand.  Hyldeblomstsaft, frugtte og slik med smag af bergamotte. Biler med sure lygter, toiletter, der løber og samlebånd. Jeg elsker ikke, at jeg tit er bange, uden at vide for hvad og heller ikke, at jeg tit er bange for ting, jeg ved, hvad er, som tandlæger, mundhulekræft eller at nogen taler om mig bag min ryg.

Jeg elsker tallet otte, farfaren i Brødrene Løvehjerte og den farve lyng har, lige før det giver op.