Louise Juhl

I august besluttede jeg, at det skulle være slut, men uden at vide, hvad “det” var. Jeg satte bare et kryds på min hånd, og hver gang jeg så ned på den, tænkte jeg: “det skal være slut.”
Jeg begyndte på at løbe. Først tre kilometer, lige nok til at nå den nybyggede skole i beton for enden af bakken – og tilbage igen. Jeg husker at stå i mine forældres indkørsel, dryppende af sved og føle, at jeg var lykkedes med noget, at jeg havde vundet. Over bakken og betonen og tre kilometer. Næste gange var følelsen af sejr reduceret til gentagelse, og jeg måtte øge distancen for at opnå en rus. Fire kilometer, fem, seks. Så indførte jeg passager med intervaltræning, kvalmende spurt i et minut, englehop på stedet, armstræk. Jeg købte ankelkæder og spændte fast om mine ben, så fødderne blev tungere at løfte.
I biografen i Nørresundby viste de Akira Kurosawis De syv samuraier, den var næsten fire timer lang. Jeg gik ind for at se den, forstod ikke meget, alle de sværd, de mærkelige lyde, men elskede det hele. Mørket, og at jeg var den eneste i salen. Det afsluttende slag i silende regn. Jeg så den alle fem dage, den spillede, tiden gik.
Krydset på hånden blev slidt af, men jeg blev ved at løbe. 
Til jul mødtes jeg med min gamle klasse, der var hamburgerryg og stuvet spinat, brunede kartofler og glaseret skinke. Jeg medbragte en broccolisalat med kefirdressing i en tupperwareboks, følte mig underligt ved siden af. En, der hed Troels, satte ild til et klaver. Jeg nåede lige akkurat ikke den sidste rutebil og måtte gå tilbage til byen. Nitten kilometer til fods ad en lang lige landevej uden lys,. Jeg tænkte uendeligt mange tanker undervejs, men da jeg endelig nåede frem, kunne jeg ikke huske en eneste af dem. 
Det blev jeg juleaften. Jeg gik tidligt i seng, undskyldte mig med en tiltagende nåletræsallergi og sårbarhed overfor levende lys. Mine øjne blev ved at løbe i vand. 
Mit nytårsforsæt var at lære fransk og at tabe mig ti kilo. Det første gik ikke helt efter planen, jeg nåede kun til “je ne parle pas français”, så opgav jeg resten. Alle de stumme s’er og h’er, jeg fik angst ved tanken om, hvad der gemte sig bag alt det stumme. Anderledes let gik det med at tabe mig. To kilo allerede den første uge, i marts var vægten reduceret med syvogtyve procent. Jeg købte en sweater i alpacauld for at fejre det, den var i rustrød og knækket hvid og havde en lama på brystet. Jeg har et billede af mig, hvor jeg har den på. Jeg sidder på skibsbriksen på mit værelse, smiler lidt anstrengt, min hals ser så nøgen ud. Jeg ved ikke, hvem der har taget billedet.