Louise Juhl

I går havde de lovet regn, men holdt det ikke. Så jeg gik tur med hunden i to stive timer . i regnfrakke og knælange gummistøvler i tørvejr. Da jeg kom hjem kunne jeg vride min skjorte, så våd var den, ikke af regn men af sved og kondens og ærgrelse. Så satte jeg mig for at skrive et essay om ost og samlebånd, men endte med at skrive om huse i gasbeton og cykler med højt styr. 
Klokken halv et begyndte jeg at græde, fordi jeg kom i tanke om min morfars hund Bessie, der var så glad, at det endte med at koste den livet: Den løb ud foran rutebilen en fredag: Den vidste, at min mormor var med og blev så ivrig at den kastede sig ud på kørebanen af bare glæde. Den blev begravet samme eftremiddag, min morfar gravede et hul, det var kun akkurat stort nok, vi måtte folde hunden om sig selv for at få plads. 

Da jeg havde grædt et kvarter gik jeg i Føtes, købte to pakker stimorol, mit bedste våben mod næsten alt. Vrede, sorg, rastløshed. At tygge og tygge og tygge igen. Helt håbløst, måske, men mindre skadeligt end de fleste andre metoder – at ryge, drikke, sniffe og slå.
Jeg gik til selvbetjeningsautomaterne for at betale, der var kun mig og og en ung kvinde med et barn i klapvogn. Hun var i gang med at scanne en pakke bleer. Så førte hun sit kort i dankortautomaten, tastede sin kode, ventede lidt og kaldte så på en ung fyr i skjorte med et badge på brystet “NY i job”. 
“Kan du hjælpe mig?”spurgte hun, maskinen ville ikke acceptere hendes kort. Måske var det noget med magnetstriben, måske koden, noget var der i hvert fald galt. Fyren førte hendes køb tilbage, forsøgte forfra. Kvinden stak igen sit kort i maskinen, men fik samme besked. Transaktionen kunne ikke gennemføres. 
Den unge fyr, der tydeligvis usikker forsøgte sit bedste, spurgte forsigtigt: “Er du sikker på, at der er penge på kortet”. Kvinden så ned, mumlede “ja da,” hendes krop sagde noget andet. Så foreslog den unge fra butikken at de forsøgte sig ved en anden maskine – måske var det elektronikken i denne ene automat, den var gal med?
Det hele gentog sig ved den næste automat. Og den næste igen. Hver gang blev kortet afvist. Barnet i klapvognen begyndte at sidde uroligt, småhulke. Til sidst opgav kvinden, hun lod bleer være bleer og forsvandt med et hulkende barn og uforrettet sag. Og jeg stod med to fucking pakker tyggegummi og en hengemt sorg og indså, at uanset det aldrig er rart at være ulykkelig, så er det trods alt nemmere at bære, hvis man har penge på lommen.
PS: Jeg købte pakken med bleer og løb efter kvinden. Hun blev meget glad.