Louise Juhl

Blod, sved – eller tårer: Det sker ikke ret tit, at jeg græder. Jeg har gjort så mange andre ting i tidens løb i stedet. Jeg har løbet mere den tredivetusinde kilometer tilsammen, jeg har undladt at spise og talt cirka alt, hvad der kan tælles. Lygtepæle, kalorier i maden, bestik i skuffen, kerner i brødet, streger på fortovet. Eller skrevet linjer af fra bøger, fordi jeg ikke ville glemme dem: “If poetry is dead, act like a zombie” og “Der er noget galt med mine øjne”.
Engang forsøgte jeg mig med at klippe i huden imellem mine tæer. Jeg brugte en neglesaks, det blødte helt sindssygt og meget længe, og jeg måtte ligge på knæ flere timer bagefter for rense mellemrummene mellem badeværelsets klinker (jeg brugte min tandbørste). Men selvom der var meget blod, var der ingen tårer, kun hadske kommentarere til mig selv i spejlet: “kæmpe spade” og “hvor dum kan man være”
Nå, men det jeg egentlig vil sige er, at det er nemmere for mig at bløde, end det er at græde. (Og at jeg savner min morfar.)