Louise Juhl

Jeg havde lovet ikke at sige det til nogen. Aldrig at sige det til nogen. Og nu stod jeg så og sagde det til Ann. At det var sådan, det var. At det var præcis sådan og ikke på nogen anden måde, at det hang sammen. Og det var som at lukke en ballon ud af mit bryst, som om noget, der alt for længe havde holdt på sit vejr, endelig fik luft. Og ballonen steg til vejrs, den steg højt op på himlen, op over over husene, hvor alle kunne se den. Og Ann ville vide, om det virkelig var sandt, om det virkelig var sådan det hang sammen Og jeg svarede hende, at ja, det var sandt, det var virkelig sådan, præcis sådan og ikke på nogen anden måde. Så kom jeg i tvivl. Jeg kom i tvivl om ballonen virkelig var en ballon, eller måske bare en hemmelighed. En løgn? Og jeg kom i tvivl, om den virkelig var sluppet ud af mit bryst eller bare af min mund. Om sådan nu også virkelig var sådan og om præcis var helt præcis eller bare cirka. Og jeg så op på himlen, på den røde ballon, der svævede højt oppe over husene, og jeg vidste, at det var for sent. At ballonen var ude af mit bryst, og at jeg aldrig med sikkerhed ville kunne svare. Hverken Ann eller nogen andre, ikke engang mig selv  🎈