Louise Juhl

Jeg har altid haft slagside til det melankolske. Til efterår og dybe skove, Finland. “Kærligheden må erfares igen og igen med det altid uerfarne hjerte,” skrev Elsa Gress engang. Dét hjerte, det uerfarne, holder jeg med. Nogle gange står jeg op om natten og reder min hund med en børste, simpelthen fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal stille op med mine hænder. Med den kærlighed, jeg har tilovers. Andre gange koger jeg bær til marmelade og hælder på glas. Skriver små etiketter og sætter udenpå: “Intet nyt er intet nyt” og “Når fugle drømmer, flyver de baglæns.” De er svære at omsætte på det frie marked, marmeladerne, stregkodelæserne går i sort, når de forsøger at tyde, hvad der står. Så nu står alle glassene herhjemme og venter, jeg ved ikke på hvad. Måske er dét problemet: At jeg ved for lidt – om streger og koder og supermarkeder. For meget om bær og børster. Måske er problemet, at jeg glemmer alt om omsætning, sådan er det nok med uerfarne hjerter. De forstår for lidt og for sent. Alligevel bliver de ved med at slå.