Louise Juhl

Køerne stod på små høje rundt omkring i landskabet, de lignede noget, nogen havde bygget, stolte statuer.
Min far kørte ofte ad de små ujævne jordstier langs markerne, langt ind på bondens jorde før han standsede foran en tyr, to, en flok. Så rullede han et vindue ned, stak hovedet ud og lavede lyde. Hæse, aggressive fnys. Hornet i bund. Grrrrr. Tyrene trak sig sammen på marken, skrabede i jorden, hvæssede deres åndedrag. Min far efterlignede deres bevægelser, skrabede en fod mod bilens bund, haha, lod bilens hjul spinne.
Det kunne vare to minutter, det kunne vare ti. Dyrene bag det lave hegn – og mig bag min fars latter, haha. Indtil jeg tryglede fra bilens bagsæde, please, lad os køre, please far, nu. Gråd. Så vendte min far sig om, slog ud med armene: Hvad var nu det for noget pjat, kunne han ikke engang få lov at lave lidt sjov?
Om jeg da var bange for en ko? Bange for latter, måske, for hjulspin? Om det måske var bedre at sidde med snuden i en bog, sådan som jeg gjorde, dagen lang, og kun lære om marker og køer, vrede og fnys, fra bag en bogryg. Læse i bøger jeg kunne åbne og lukke efter behag: “Snip snap snude, så er den vrede ude”
“Hva, er det bedre sådan måske?” ville han vide.

Tre af tyrene trådte nærmere, de stod helt tæt ved bilen nu, kun to tynde stykker ledning adskilte dem fra os. Deres øjne var ikke længere bare øjne, de var liv og død, de var os eller jer. Jeg græd højere nu, hulkede, min far gassede op, bakkede bilen tilbage på vejen, vinkede ad dyrene:
“So long, adios!” 
Senere sagde han, at der jo ingenting skete: “Ingen kom til skade, vel?” Han havde haft styr på det hele, om ikke det havde været sjovt? Og jeg nikkede, jo, og tænkte, at han nok havde ret, at der ikke var sket noget, at ingen var kommet til skade, heller ikke jeg.