Louise Juhl

Den dag jeg fyldte ti, fik jeg lov selv at bestemme, hvad jeg ville have at spise til middag. Jeg valgte koteletter, de store med skaft fra slagteren i Brovst med en tyk fedtbræmme allerøverst. Min far grillede dem over åben ild, mine brødre hoppede af jubel: Ild og fedt, hvad mere kunne man ønske sig.  Jeg fik lov at vælge først: “Du er jo dagens fødselar,” og udså mig det største stykke, det med mest fedt på også. Åd det stående og med fingrene. Min mor rynkede panden, lignede en, der havde fået øje på noget fælt. Et dyrs efterladenskaber eller et opløst ådsel. Jeg lod som ingenting, spiste videre og op – rub og stub, og mine brødre abede efter. Udvalgte sig store stykker flæsket kød, ét efter ét, og åd dem alle med fingrene. Der løb perler af fedt ned ad deres hager. 
Tre år senere fyldte jeg tretten og begyndte at lække blod. Jeg vidste godt, hvad det var, hvad blodet kom af og hvorfor, alligevel følte jeg chok. Blodet hørte de voksne til, jeg var jo kun et barn. I en blanding af panik og fortvivlelse råbte jeg på min mor: ”MOR” og hun kom løbende til,. I den højre hånd holdt hun en opvaskebørste, den anden rakte hun frem imod mig: ”Hvad er der los?” Jeg havde ikke noget svar, så jeg pegede bare på den store røde plet mellem mine ben. Mit åbne sår, en blødende begyndelse: ”SE”. Men min mor tyssede -”schss!”- og tog fat om min arm og hev mig med ud på badeværelset. Pegede på et skab under vasken. Og længst omme, bag bunker af vaskeklude og håndklæder og ti stykker sæbe købt på tilbud, lå pakken med bind. ”Dér”, hviskede hun og gik, og jeg stod tilbage på badeværelset. Lagde de blodige bukser og trusser fra mig på fliserne, tog et bind fra pakken. Men jeg havde ikke nogen rene trusser at skifte til, bukser heller ikke, så jeg endte med at sætte mig på toiletbrættet. Halvnøgen og med blodigt skridt. Sådan sad jeg indtil min mor anede uråd og forsigtig lænede hovedet mod døren, hviskede: 
”Er du ok derude?”

I skolen var jeg bedre tilpas end de fleste andre steder – jeg var god til alle fag pånær gymnastik og sløjd. Allerbedst kunne jeg lide musik, men det varede kun indtil Ingrid, min lærer, bad mig om at dæmpe mig lidt. 
”Fællessang handler ikke om at synge højest, men om at synge sammen”, forklarede hun, og jeg skammede mig helt enormt ved hendes ord. Tænk at være sådan en, der ikke var fælles men kun sig selv, som en fugl uden sin flok. Jeg ville være sammen og øvede mig i at bevæge munden men uden lyd, at mime for ikke at forstyrre. Men heller ikke det var godt: To uger senere trak Ingrid mig til side: 
”Nu er der jo ingen grund til at overdrive”, hviskede hun: ” det handler om balance.” 
Jeg var ikke længere bare for meget, nu var jeg også forkert. Jeg betroede mig derhjemme, men min mor sagde, at jeg ikke skulle tage det så tungt: ”Hver fugl synger med sit næb”, trøstede hun. Men det var ikke nogen trøst, for jeg sang for højt, og det handlede ikke om mit næb men om mangel på balance.
Til niende klasses afgangseksamen skulle vi udregne det mindst mulige stykke karton, vi kunne folde en æske af, der kunne rumme tre tennisbolde. Det eneste vi havde at gå efter var boldenes diameter. Min hjerne slog gnister, mine tanker for vild: Runde bolde i en firkantet æske, højde og bredde, diameter, rumfang. Alt flagrede rundt, tal og former, jeg blev svimmel og et øjeblik troede jeg, at mit hoved var kortsluttet, at jeg var. Men så tog fanden ved mig, jeg foldede et stykke papir i blinde. Først på den ene led, så på den anden. Tog en blyant og skrev ned, gangede, dividerede og lagde til og endte med finde målene på et stykke karton, der akkurat kunne rumme tre tennisbolde. Jeg satte to streger under og kaldte det et facit, også selvom jeg ikke forstod hvorfor. Målene viste sig at være rigtige, jeg fik den bedst mulige karakter og følte mig som en svindler. 
Min far protesterede, det var ikke svindel, insisterede han, det var intelligens, og det skulle jeg være stolt af. “Der sidder et godt hoved på dig!,” tilføjede han. Jeg ventede lidt, håbede vel, at han ville sige, at der også sad et godt hjerte, men det gjorde han ikke.