Louise Juhl

En hurtig overvejelse, jeg sletter sikkert igen. I går talte jeg med en kollega, en god kollega, dygtig også, sympatisk ovenikøbet. Vi underviser begge på samme forløb og skulle i gang med forårets planlægning. Undervejs talte vi lidt om holdets sammensætning, en umage og helt fantastisk blanding af ind- og udadvendte, eksperimenterende og mere mainstream. Vi var enige om, at der var en enorm rummelighed og dermed plads til alle, hvadenten man var den ene eller anden type, den tredje eller fjerde slags. Alligevel faldt det mig for brystet, da talen faldt på en enkelt af deltagerne. Det var tydeligt at min kollega fandt at denne – med sin. megen snak og store armbevægelser – forstyrrede holdet. Mange, mente han, havde brug for ro og tid til at tænke, og det forhindrede hans talestrøm, så ind imellem var min kollega nødt til at bede ham om at dæmpe sig. Alternativt sætte sig ind i et tilstødende lokale. Det kan der sådan set være god ræson i, i det hele taget vil mange opgaver være nemmere at løse, hvis der var plads til at bevæge sig rundt, finde den helt rigtige stol i et lukket hjørne eller modsat foran et panoramavindue.
Det, der ramte mig så hårdt var, at jeg mente at spore en vis irritation hos min kollega, at han ganske enkelt syntes, den sprudlende deltager var ubetænksom, måske endda ubehøvlet. Jeg tog den snakkende lidt i forsvar, sagde noget med, at ligesom det var nødvendigt at bære over med de gakkede, de flagrende, de tavse og hvad der ellers var, lige sådan var det nødvendigt at rumme det stortalende, det fyldige. 
Min kollega var ikke enig. Det her var forstyrrende – underforstået mere forstyrrende og mere hensynsløst end gakkede og det flagrende var. Iøvrigt, tilføjede han, kunne deltageren, vi her talte om, sagtens tåle at blive sat på plads. “Han er robust, han knækker ikke.” 
Her var det så, at jeg fik tårer i øjnene. For hvad i hele hule h….. er det, der får folk til at tro, at hvis man taler meget, så er man robust. Så knækker man ikke. Om nogen burde jeg vide, hvad jeg taler om, når jeg siger: At tale meget er en måde at være i verden på. Ligesom det at være meget stille er det. Det er ikke sådan, at man er født med hårdere hud på hjerteklapperne, bare fordi man har meget på hjerte. Og jeg bliver altså nødt til at insistere på, at præcis som vi tager hensyn til de, der ikke kan sidde stille, dem, der trives bedst i enrum, de, der halter på det ene ben, dem, der kæmper med angst, tinnitus, whatever, præcis lige sådan skal vi tage hensyn til dem, der taler. Det er helt ok at hjælpe de stortalende med at begrænse sig, så alle kan føle sig tilpas og kan komme til orde. Lige som det er fint at skabe trygge og forudsigelige rammer for folk på autismespektret, eller at tilbyde høreværn til de, der har meget strenge krav til støjniveau. Men det skal gøres med samme omsorg og forståelse og fornemmelse for mennesket bag, som når vi sætter rammer for folk med andre nødvendig hensyn og tiltag.
Det jeg vil sige, er, at mennesker, der taler meget, hverken er mere robuste eller “uknækkelige”, end de, der tier. Det er bare to forskellige strategier: at koge over med snak eller at brænde inde med det. Det ene er ikke bedre end det andet, hverken mere eller mindre hensynsløst. Vi er forskellige, og skal der være plads til alle, så skal der altså også være plads til alle.
Kh en der taler (for) meget.