Louise Juhl

Sidste skoledag kastede jeg op i en hæk og betroede mig om min ensomhed til en tilfældig fyr på et værtshus. Han hed Troels og var mere interesseret i at drikke gajolshots end i at lytte til mig, og da værtshuset lukkede klokken fem, var han pludselig væk. Jeg fik prajet en taxa ved Tyren på Vesterbro. Han var egentlig på vej hjem, forklarede chaufføren, men tilbød alligevel at køre en sidste tur. Han hjalp også med at spænde min sele, virkede i det hele taget rar. ”Du ser sørme træt ud,” sagde han og lagde en hånd på mit knæ. Så begyndte jeg at græde, måske var det det med Troels, at han bare var forsvundet uden at sige farvel, måske var det noget andet. Uanset hvad fik min gråd chaufføren til at fjerne sin hånd, vi kørte hjem i tavshed. Turen endte med at koste to hundrede og ni kroner, det var næsten dobbelt så meget, som det plejede at koste. Jeg protesterede ikke, rodede bare i min jakkelomme, fandt en bunke sedler og nogle mønter: “Behold resten”. Indenfor faldt jeg om på min seng og vågnede få timer senere, stadig påklædt. Børstede tænder og hastede hen på biblioteket, lidt for sent til at passe min lørdagstjans som bogopsætter. Jeg havde svært ved at balancere den tunge bogvogn, det var også som om mine fødder ikke forstod, hvad jeg bad dem om. Højre, venstre. Jeg kunne lige så godt have bedt dem gå tomat og persille. Hele tiden tænkte jeg på Troels, på hans mange tatoveringer og hans øjne, der på én gang var blå og brune og grønne. 
Efter en time gav jeg efter og satte mig på hug. Kastede op mellem hylderne med 56.5 – mosser og bregner – og 57.5: Frøplanter. Inger oppe fra skranken hjalp mig på benene og fandt også en klud at tørre op med. “Hvad hjertet er fuld af, flyder munden over med”, hviskede hun, og selvom jeg havde det ad helvede til, fik det mig til at le.
I august begyndte jeg på gymnasiet. Der var tre af dem i byen, et med klassisk sprog og kopier af Thorvaldsens gipsafstøbninger stående omkring på skolen. Et andet med elitelinjer for særligt begavede elever – og to årlige gallafester. Endelig var der gymnasiet jeg valgte, det var hverken klassisk eller smart, men virkede hyggeligt. På knagerne hang parkacoats, rulamsfrakker og partisantørklæder og elevtavlen var fyldt med opslag om sangere, der søgte bands og invitationer til fredsdemonstrationer.
Den første uge var en introuge. ”Her er der tid til at lære hinanden at kende”, forklarede rektor fra talerstolen. Mest tid brugte vi nu på at finde rundt på skolen: Alle gange lignede hinanden med rækker af helt ens døre og grå linoleum på gulvet. Vi var fireogtyve i klassen, men Monika var egentlig bare med “på en kigger”, som hun sagde. Hun var stadig i tvivl om gymnasiet var det rigtige: Hendes familie var mormoner, og hun var allerede forlovet med en amerikaner, Gary fra Salt Lake City, de planlagde at flytte sammen derovre. Hun ville helst vente, men hendes forældre mente, at hun gjorde bedst i at tage afsted med det samme. Hun blev kun i klassen to uger, så forsvandt hun. 
På andendagen skulle vi stå i en rundkreds og kaste bold til hinanden. Den, der greb skulle huske navnet på den, der kastede. Det var helt umuligt: Sandra blev til Sussie og Thomas til Morten og alle grinede lettet, hver gang en af de andre, ligesom dem selv, måtte give fortabt. Jeg fik plads ved et bord ved siden af Randi. Hendes forældre var begge to socialpædagoger og arbejdede med voldsramte kvinder. Det lød vildt eksotisk i mine ører, de fleste voksne jeg kendte, var ingeniører og arbejdede med tal og teknik. Jeg besøgte Randi allerede den første weekend efter, at vi fik startet, der var rødbedebøffer og humus til aftensmad. Jeg havde aldrig smagt nogen af delene, det var på én gang fuldkommen fremmed og på samme tid mere hjemligt end derhjemme.