Louise Juhl

Randi og jeg blev hurtigt bedste venner. Vi læste poetikker og dryppede mønstre af stearin i høje glas, drak kvæde-te og gjorde os umage for ikke at forelske os i de samme fyre. Randi blev kæreste med Samuel, han var fem år ældre og læste idehistorie i Aarhus. De skændtes for det meste men altid kun om meninger, aldrig om følelser, og på en eller anden måde var det som om det det, der holdt dem sammen. uenighederne. Jeg forsøgte mig også med at mene noget, men det var svært, jeg endte for det meste med at føle en masse i stedet. “Måske er det bare sådan, jeg tænker, med hjertet altså”; forsøgte jeg, men Randi mente, at det var noget pis. Hjerter kunne ikke tænke, mente hun, hjertet var en muskel. Tænkning, derimod, foregik i hovedet, inde i hjernen – og det nyttede altså ikke at blande tingene sammen. Metaforer og virkelighed. Jeg hang fast i de første, påstod Randi, “og jeg foretrækker det sidste.” 
I 2.G valgte hun samfundsfag og idræt på A-nivea. Jeg valgte musik og matematik -måske i et forsøg på at blande hjerne og hjerte- og læste op på begge dele. På alt om hjernens, frontal- og isselap, det limbiske system, thalamus, hippocampus. Og om hjertet også, de fire kamre og sinusknuden, som udløste signaler, der blev til hjerteslag. Det var vildt og fascinerende, men meget langt fra mig og mit, fra Randi og det, vi havde sammen. Det var ikke sådan, at vi ikke længere talte sammen. I hverdagene var der bare så mange afleveringer, og i weekenden kom Samuel hjem fra Aarhus, og så var der ligesom ikke flere dage at give af, ikke mere tid tilovers til os.