Louise Juhl

Det år jeg fandt ud af, at tiden gik helt uanset, om min morfars stander-ur blev trukket op, eller om tallene på mit digitalur skiftede, var det samme år, som min matematiklærer kørte en rå ned og tog det døde – stadig varme dyr – med ind i klasselokalet, så vi selv kunne se og mærke, at døden ikke var en sort mand med le, men et smukt dyr med pels og store brune øjne. Begge dele ændrede alt og så alligevel ingenting. Jeg blev ved at cykle uden hænder på styret og at spytte over skulderen, hvis en sort kat gik over vejen. Senere blev det mere kompliceret, min nabo fik en hund,. Bonzo, og det viste sig, at ét af hundens år svarede til syv af mine. På TV forklarede en journalist, at astronauter, der blev sendt ud i rummet, bevægede sig hurtigere end tiden og derfor kunne vende hjem yngre, end de var, da de tog afsted. Det var i hvert fald dét, jeg hørte, at jeg drømte om at komme en tur ud i rummet og vende tilbage et par måneder tidligere, hvor jeg havde sendt et brev til Martin,og spurgt, om vi skulle være kærester. Han havde svaret: “Nej!!”

Jeg synes stadig, at tiden er en mærkelig størrelse. Var jeg en hund, ville jeg være syv år, det passer sådan cirka, men jeg ved godt, at det ikke er sådan, det fungerer. Jeg er ikke en hund og Martin fik faktisk mit brev dengang, og det “Nej!”, han sendte tilbage, forfølger mig stadig. I morgen skal jeg svare “2023”, hvis nogen spørger mig, hvad år vi er i. Det lyder som titlen på en Sci-fi-serie i 1341 afsnit. Hver sæson varer et år og det er det samme, der sker igen og igen, bare på forskellige måder: krige starter og slutter , mennesker bliver født og dør. Ind imellem lever de lykkeligt – andre gange med røven i vandskorpen. Hvert år i april blomstrer kirsebærtræerne på Assistens Kirkegård, i oktober samler alle kastanjer og holder lidt længere om hinanden, når de giver et kram. 
Jeg ved ikke, hvordan serien slutter, det er nok meget godt. Men hvis jeg får lov at skrive et afsnit, kommer det til at handle om bænkebidere, skæreost og en uventet solrig januar. Der bliver plads til ni minutter undervejs: I en nåleskov under en høj skovfyr uden andet end dét. End langsom tid og mos i uendeligt mange nuancer af grøn. Vendepunktet er der, hvor en knaldorange kantarel popper op af jorden helt uden for sæsonen, bum: What to do – and where did it come from? 
Jeg ved ikke, hvornår serien får premiere, men jeg lover, at den bliver fuld af kærlighed og omsorg, salte knækbrød og at man ikke behøver abonnement for at se den. 
Godt nytår og fred ❤️