Louise Juhl

Torsdag havde vi tegne-male-terapi, underviseren hed Ulla. Hun havde ivrige hænder, de flagrede altid i luften eller fumlede ved et stykke stof. “I dag skal vi lave aftryk af hænder og fødder,” forklarede hun og pegede på tre bøtter maling. Rød og gul og blå: “Det er helt op til jer, hvilke farve I finder bedst.”
Hun tog skoene af for at vise, hvad vi skulle gøre. Strømperne også, og fodede ærmerne på sin blusn op. Dyppede den ene fod, så den anden, og trådte over på det store stykke papir, hun havde lagt frem på gulvet. Satte to helt ens røde aftryk, det var tydeligt, hun havde prøvet det før. “Ah voila” smilede hun og trådte tilbage, “det samme gør vi med hænderne.” Det vi.
“Skal det være den samme farve eller må vi bruge to forskellige til hænder og fødder?” ville Sille vide, og Ulla nikkede “det bestemmer I helt selv.” 
De andre satte sig ned, begyndte at tage sko og strømper af. Selv blev jeg stående. Der var noget sært uvirkeligt ved situationen, det var som en film i slowmotion. Som om tiden var en kage i tolv lag, og at det var mig, der førte kniven, og jeg var lige ved at miste grebet. Så tog jeg bøtten med gul maling i hænderne, holdt vejret, lukkede øjnene og dyppede mit ansigt. Jeg husker lugten af jordslået græs, Kongen af Danmark. At SIlle råbte “shit” og at Ulla kom løbende og tog bøtten med maling ud af mine hænder på mig. Hendes stemme, der sagde: “det var vist ikke en del af opgaven.” Hun lød ikke vred, bare meget bestemt. 
Hun tog min hånd, det dryppede stadig fra mit hår og min næse, der var ingen, der sagde noget. Jeg fulgte efter Ulla, hørte hende lukke døren bag os. Så stod vi der. Ude på gangen. 
“Nå?” Det var som om, hun forventede at jeg fortsatte hendes sætning, men jeg vidste ikke med hvad. Så tørrede hun mit ansigt. Først øjnene, så om munden, hun brugte sit eget tørklæde til at ørre med. det eneste jeg kunne komme i tanke om, var: “Det tørklæde bliver aldrig rent.” Det var i silke, jeg hviskede undskyld. Ulla blev bare ved med at tørre, fjernede maling fra mine øjenvipper, en plet under hagen. Der var en slags ømhed i hendes bevægelser
Jeg husker ikke, hvor længe vi stod sådan, eller om vi talte mere om det. Jeg husker kun, at jeg gik tilbage til min stue og at Ulla gik tilbage til de andre. At de fortsatte med at tage aftryk, og at resultatet – en ti meter lang løber med aftryk af alle patienter – blev hængt op på afdelingens væg. Kun mine manglede. 
Jeg købte et nyt tørklæde til Ulla. Sille blev ved med at spørge til malingen – om der var giftstoffer i, og om jeg mon havde taget skade af at dyppe mit ansigt. “Nej, det er ikke derfor,” svarede Ulla og bandt sit nye tørklæde om halsen. Der var ikke nogen, der spurgte: Hvorfor så.