Louise Juhl

I går hørte jeg en podcast, den var tilbage fra november: Eske Willerslev talte om nærdødsoplevelser med Huxi Bach. Indrømmet, min opmærksomhed var ikke hundrede, men jeg hørte en del, og nu kan jeg ikke slippe det igen. Willerslev kunne blandt andet fortælle om en blind, der var død og senere genoplivet og som med fotografisk præcision beskrev steder, han havde besøgt og udseendet på mennesker, han holdt af. Manden var født blind og havde aldrig haft visuel adgang til verden, og uanset hvad han måtte have fået fortalt, var hans gengivelser så imponerende, at det er svært at forestille sig, at  ikke kom fra ham selv. En anden var død på operationsbordet han havde forladt sin krop, svævede under loftet, og deroppefra så set lægen stikke nåle i hans krop, skære i den, han kunne fortælle hvilke instrumenter, der var blevet brugt og i hvilken rækkefølge:, skalpeller, sakse, tænger og da han senere vågnede, spurgte han lægen, hvorfor han havde rystet flasken med et præparat, før han injicerede der – et ryst, der var en rituel handling, der var helt særlig for netop og kun denne læge.  
Stort set alle, der har været døde, det vil sige uden hjertefunktion og flere så længe, at hjernens funktioner ikke længere er intakte, fortæller om et lys. Ikke bare et visuelt lys men også et indre lys, en følelse af kærlighed, der er større end nogen anden kærlighed, de har oplevet i levende livet. Større end kærligheden til deres børn, fortæller de, og selvom jeg aldrig er lykkedes med at få et barn tænker jeg, at det må være den største af alle. Nu er det jo ikke muligt empirisk at bevise kærlighed. Heller ikke at efterprøve deres oplevelser, al etik taler imod, at man bevidst slår folk ihjel for efterfølgende at genoplive dem – alene i forskningsøjemed. Nærdødsoplevelser er og bliver subjektive udsagn, men udsagnene er så talrige og enslydende, at de er svære at ignorere. Og hvorfor egentlige ignorere dem. hvorfor er det så vigtigt for forskere og også mange almindelige mennesker at afvise, at der findes noget udover det jordiske. Ikke nødvendigvis noget guddommeligt (jeg er en lykkelig tvivler), men i hvert fald noget større end os selv. Jeg mener: er det ikke en trøst for de fleste af os, at vi ikke kun bidrager med vores eget men måske til et fællesskab/noget universelt.
Nå: Eske Willerslev argumenterede i hvert fald for sandsynligheden af, at der udover den individuelle kærlighed/mening/sammenhæng, findes en anden form for kærlighed. En slags universel kærlighed (nu hører jeg allerede sablerne rasle derude, puha univers og kærlighed i samme sætning, det bliver ikke meget mere langhåret) Altså at vi mennesker – når vi ikke længere er bundet til vores krop, men får lov at svæve frit som støv i universet – faktisk hænger sammen med alt mulig andet støv derude. Stjerner og meteorer, sorte huller og en celle fra min mors moster Gerda, som jeg kun fik lov at opleve få gange, men stadig savner, fordi hun var så helt forskellig fra mig, bandede og spillede kort og gav pokker i, hvad andre mente. Jeg siger ikke, det er sådan, det er, men selvom det ikke kan bevises, så taler antallet af enslydende beretninger da for, at døden er mere end mørke og nul, at vi faktisk rækker ud over os selv, ind i hinanden, kald mig bare idiot, hvis det er nemmere for dig end at tro på noget mere og andet end din egen holdning, men husk, at vi måske engang mødes derude – i universet: Dust to dust ashes to ashes. Kh