Louise Juhl

Mit første job var som bogopsætter på Grønlands Torv bibliotek, Jeg trak de afleverede bøger efter mig på en lille vogn og satte dem på plads. Romaner og digte efter alfabetisk orden, faglitterære bæger efter deres nummer. 14.3 spiritisme (herunder borddans), 40.9 jordomsejlinger, 79.63 fægtning. Jeg havde jobbet i næsten to år, så kastede jeg op, det var på min sidste skoledag, otte uger senere begyndte jeg på gymnasiet, vi kaldte det “et naturligt punktum.” Senere fik jeg arbejde som kirkekorssanger, det var i Hasseris Kirke. Organisten hed Mogens, han komponerede selv melodier til gamle salmer og var utrolig rar. I det hele taget var det en drømmetjans, de andre i koret blev hurtigt mine venner. Vi tog på turné og indspillede en CD i et studie på Silkeborg Højskole.
Udover de faste tjenester, kunne vi tjene ekstra ved at synge til bryllupper og begravelser. Jeg forsøgte at spare sammen til et nyt bur til min chinchilla og tog alle de ekstra ceremonier, der lod sig gøre. Jeg glemmer aldrig første gang, jeg sang til en begravelse for et barn. Jeg stod oppe ved orglet, kunne se det forældres nedbøjede nakker, de hulkede så højt, at det var næsten umuligt at høre, hvad præsten sagde. Kirkegulvet var helt dækket af hvide buketter, vi sang “Sov sødt barnlille,” det vl sige: Det var kun mig og præsten, der sang, resten af menigheden græd. Jeg lyver ikke, hvis jeg siger, at der er øjeblikke, der føles så meningsløse og samtidig så meningsfulde, at de to ting ophæver hinanden. Bagefter besvimede jeg af anstrengelse, og Mogens måtte køre mig hjem, han havde min cykel med i bagagerummet.

Mange år senere ringede en far. Hans søn var omkommet ved en motorcykelulykke, han var blevet fløjet med helikopter til Rigshospitalet, men blødninger var ikke til at standse. Han talte meget, faren, og meget højt. Hans søn havde været udsendt som soldat, det havde været hårdt for ham, men nu var han ved at komme sig. Han havde købt hus og havde fundet sig en kæreste og vist nok også et arbejde.
Han fik lov at besøge mig herhjemme, han havde sin kone med. De ville høre, om jeg ville læse vennernes breve op i kirken. De havde allesammen skrevet et brev til deres ven – om en fisketur, en glemt polterabend, en tur i byen. Faren talte stadig hektisk, højt, sidst, hans kone lagde en hånd over hans. Forklarede, at det var en slags chokreaktion – de mange ord, altså. Han havde talt næsten uafbrudt siden sønnens død.
Jeg lovede at læse, jeg husker ikke ret meget fra dagen, men faren talte stadig. Tilføjede detaljer til vennernes breve – “ja, han var glad for den jakke”, eller “var det ham, de kaldte Jokke?”, mens jeg forsøgte at læse henover hans gentagende indspark. Det var en meget mærkelig oplevelse – akavet men også meget rørende. Jeg ved ikke, hvorfor jeg fortæller alt det lige nu, men jeg ved, at begravelser står under 26.5 – kirkelige handlinger.