Louise Juhl

Da min far byggede vores sommerhus, lavede han alt selv. I flere uger sad han hver aften og regnede ud: Hældningen på husets tag, antallet af tørv, vinduernes størrelse, væggenes tykkelse. Han fyldte en hel bog med tal og bogstaver, kvadratrod og brøker, to streger under facit. Da huset stod færdigt var alt præcis, som det skulle være: Antallet af brædder, nedløbsrørernes længde. Jeg forsøgte mig ligesom ham, tegnede et hus. Med firkantede vinduer og firkantet dør og en firkantet skorsten på toppen. Men flaget i haven og røgen fra skorstenen blæste hver sin vej, og det gik ikke, forklarede min far og, og jeg måtte lave tegningen om – helt forfra.
Jeg lærte det med tiden. At regne og regne ud. Lærte hvordan røg og vind hænger sammen, og at gøre det ordentligt første gang, for eller skulle jeg bare lave det om.

Senere blev mere kompliceret. Jeg fik en kanin, der bed, også selvom jeg gav den foder og rent hø hver dag. Jeg spurgte de voksne hvorfor og min far forklarede, at det ikke var alt, der gik op på samme måde som tal og brøker, hus og hældning. Så blev jeg kæreste med Jonas. Han havde store hænder og gik til Jiu Jitsu. Fem gange om ugen – jeg så på hver eneste gang. Til sidst lykkedes han med at vinde de jyske mesterskaber. Jeg kørte pokalen hjem, så han kunne blive feste, næste dag ringede han. Han havde mødt en pige til festen, Mia. Hun havde det brune bælte, “men det er altså ikke derfor,” forklarede han, før han slog op.
Jeg tog ud med pokalen til ham, han tog imod og sagde undskyld, gav mig et knus. Det var vildt akavet. Dagen efter pjækkede jeg fra skole og tog bussen op til sommerhuset. Det var i september, bladene på egen foran terrassen var allerede brune, og ruden i vinduet på mit værelse punkteret.