Louise Juhl

Det var i oktober, der var rim på græsset, når vi vågnede. Teltlejren lå lige uden for Farum, kurset hed Totem. Det var første gang, jeg var på kursus og første gang, jeg var afsted alene, jeg var lige fyldt tolv.
–Du skal bare være dig selv, forklarede min mor, men jeg var i tvivl – om mig selv og hvordan, så jeg gjorde, hvad de andre gjorde. Gik i lange knæstrømper og lavede bål ved at slå sten imod hinanden. Bandt fireknob og sang sange, der rimede: ”For er du spejder eller ej/mukker du når det gælder – nej!”
Jeg lærte også at lave en røgvender, det var en af de ældste drenge, der viste mig hvordan: Jeg skulle tage et håndklæde og vifte foran bålet og på den måde tvinge røgen til at ændre kurs..Jeg viftede og viftede, til jeg fik krampe i armen og det endelig gik op for mig, at de andre omkring mig lå flade af grin, at det var mig, de grinede af. Og så grinede jeg ligesom dem.
På kursets sidste dag skulle vi flå en kanin. Jeg blev bedt om at føre kniven. Henrik, kursuslederen, fortalte mig, hvordan jeg skulle gøre. Først skære et led af kaninens forpoter, så snitte rundt om haserne for til sidst at stikke en finger ind under dyrets pels og flå den af.
Jeg glemmer aldrig den lyd: af forpotens knogler, der knækkede. Eller Henriks ros. Han slog mig på skulderen og rakte den flåede kanin i vejret: True Hunter!

Vi tilberedte kaninen over bål, alle fik lov at smage. To af pigerne nægtede, de spiste ikke dyr med pels, sagde de. Selv tog jeg en bid, før jeg kastede op i køletasken, der stod ved siden af. Vi måtte kassere indholdet: Fire bakker jordbær og en skål råcreme, der var tænkt som dessert. Henrik kaldte min opførsel forkælet. Jeg ville ikke holde fjorten dage i vildmarken, mente han, og havde sikkert ret. Jeg ville dø og kaninen leve.
Jeg undskyldte flere gange: undskyld. En gang til: Undskyld, virkelig! Jeg ved ikke helt for hvad, om det var for at kaste op eller for at have brækket kaninens knogler.