Louise Juhl

Dyrene, dagene. Jeg lærte at firbenet smed sin hale, når den blev skræmt, og at den lærte at leve sådan. Halv og ikke hel. At kamæleoner kunne skifte farve og komodo-varaner tælle til seks. Jeg lærte, at vandrende pinde var flokdyr og meget sociale – men ikke mere, end at hvis de kom for tæt, så åd de hinanden. Jeg læste også om nøgenrotten, en lille, blind og pelsløs rotte, der tilsyneladende ikke følte smerte. Forskerne var meget imponerede af dyret, ikke mindst fordi det kunne leve op til ti gange længere end almindelige brune rotter. Jeg tænkte meget over hvad det var, der imponerede forskerne, om det virkelig var smart at leve længe, hvis ikke man følte noget som helst undervejs?
For nylig er jeg blevet bedste ven med en bænkebider, Oniscus asellus. Den har syv benpar og kan ånde med fødderne, og jeg fortæller den alt. At jeg gror krøller igen, og at man af bogstaverne i mit navn kan danne ordene: ‘halleluja sorg dua dis’ og ‘jordhule salig asa uld’ At der er 121 nætter til, at jeg har fødselsdag. Jeg ønsker mig en dag med gæster, der bader i havet og et spil stangtennis, så jeg kan få revanche for dengang, at jeg tabte 30-0 til min bror og tissede i bukserne af ærgerlse.