Louise Juhl

For nogle år siden var jeg I Bejing, jeg besøgte en porcelænsfabrik og gik tur på den kinesiske mur. Jeg blev standset af folk, der ville tage mit billede, jeg var jo lille, blåøjet og lyshåret. Lettere fortabt at se på, som de der tegneseriefigurer med store runde appellerende øjne. 
–Oh, smilede en mand med kamera om halsen, og før jeg kunne nå at reagere, havde han trykket på knappen. 
Så farvede jeg mit hår sort. Sorthåret og fortabt viste sig at være knap så appellerende og yndigt som lys, i hvert fald var der ikke flere, der spurgte om at måtte tage et billede. 
Jeg spiste boller med fyld af krydret svinefars og drak risvin. Skrev H og et V på min højre og venstre sko for at finde vej. En kvindelig ansat på hotellet tilbød mig massage. 
–Det koster nul, forklarede hun på gebrokkent engelsk og formede et nul med sin tommel- og pegefinger. 
–Zero. 
Hendes hænder var varme og omsorgen uvant, jeg begyndte at græde. jeg lå sådan i en time med hovedet i kvindens skød opløst i tårer. Hun strøg mig over kinden, rolige, rytmiske bevægelser, som om hun havde prøvet det tusinde gange før. At ensomme turister brød sammen, når hun rørte dem. Bagefter rakte hun mig en skål med suppe, jeg skulle drikke. Det meste løb ned langs hagen og satte pletter på min trøje, hun tørrede den med et stykke papir, mumlede “good, good.” 
Jeg ved ikke, hvad hun hed, og da jeg dagen efter gik ned i reception for at takke hende, kendte ingen til kvinde. 
–Who? 
–No! Not here? 
Nu bagefter kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det hele er noget, jeg har fundet på. En undskyldning for at drikke suppe, græde, drikke, finde trøst?