Louise Juhl

I nat lå jeg søvnløs på et hotelværelse i Viborg. Det var tanker, der holdt mig vågen, jeg ved ikke hvilke, kun, at de var mange og at de virkede truende. Jeg forsøgte at trække vejret, IND, to tre, UD, to, tre, men tankerne blev ved at fare vild imellem ind og ud og to og tre. Så kom jeg i tanke om min morfar, han var tømrermester og havde ti får. Han lavede stole og borde til skoler og tjente akkurat nok til at det løb rundt. Og hvad skal man med mere? spurgte han gerne uden at vente på svar. Han var kræsen og foretrak at leve af hvidt brød med honning og sukkerknalder dyppet i kaffe. Da han blev ældre var han plaget af gigt, senere begyndte blodet at løbe den forkerte vej rundt. Han fik sår på benene, det endte med koldbrand og en amputation lige under knæet. Han brokkede sig ikke, men fandt på løsninger. Designede en skammel, så han stadig kunne ligge på benstumpen og luge i bedet. Eller han bøjede jern ude på værkstedet og opfandt et solur, der kunne få tiden til at gå baglæns.
Han var tæt på halvfems, da kom han på plejehjem, det huede ham ikke. De passede ikke ordentligt på haven, mente han, Rododendrohn-buskene var for høje og forkerte, roserne for røde. Jeg flyttede til København og tabte fyrre kilo, min morfar var ikke i tvivl: Det var “deres” skyld. De var jo ikke rigtigt kloge derovre på øen, sagde han, kom hjem. Jeg tog toget senere samme dag, satte mig med ham ude på plejehjemmets terrasse. Han røg sin cigar, ‘Nihil sine Labore’: Intet uden arbejde. Han var tyndere end nogensinde før, solen var rund og gul og kold, det var i november. Han spurgte til mine studier, til min cykel. Om jeg havde det godt?
Jeg tøvede, han var jo en gammel mand og plaget af sit eget. Alligevel svarede jeg: Nej. Det fortryder jeg nu, fire dage senere sov han ind, jeg ville så gerne fortælle ham, at jeg har det godt i dag.