Louise Juhl

En kvinde sagde engang til mig, at det var upassende at dele sine tanker, uden at spørge om lov. Jeg husker ikke, hvorfor hun sagde det, måske havde jeg sagt for meget, måske havde en anden, jeg husker kun, at jeg tænkte, at det var svært at bede om lov til noget, uden at sige til hvad. Hvilke tanker, altså, om de handlede om æbleskivejern eller ensomhed.
I tretten år delte jeg ikke noget med nogen. Det vil sige: I hvert fald ikke med nogen, jeg kendte. Jeg betroede mig kun til marksten, halvsovende hunde og natbuschauffører med hovedtelefoner. Det var som oftest tidligt om morgenen, jeg stod gerne op klokken fem, smed vand i hovedet, drak en halv kop stærk kaffe og gik så. Jeg vidste sjældent på forhånd, hvor jeg gik hen. Jeg gik bare, langs de tomme boldbaner bag fuglebakkekvarteret, igennem et område med kolonihaver. Jeg måtte kravle over et hegn for at komme til området med marker, morgenduggen gjorde græsset tungt at gå i og mine fødder blev våde. Jeg gik til jeg fandt en sten, nogle gange var den ikke større end en femkrone, så samlede jeg den op og lagde den i lommen, til jeg fandt et mindre fugtigt sted, hvor jeg kunne fortælle den om mine tanker. Jeg påstår ikke, det var væsentlige tanker, slet ikke. For det meste handlede de om den lille tvivl, der hver dag voksede i mig og gnavede hul i mave og hjerte, altid et hul på størrelse med den sten, jeg betroede mig til. 
Da jeg flyttede for sjette gang på to år meddelte min bror, at nu var det slut, han orkede ikke at rende op og ned ad flere trapper, køre hundredevis af kilometer i en lejet bil med ratslør og dårlige bremser, det var på tide, at jeg tog ansvar for mit eget liv, mine valg. Jeg havde ikke kørekort og heller ingen kræfter, så jeg hyrede to flyttemænd med bil, det var en tirsdag, jeg havde ikke sovet i to døgn. Alt var pakket i kasser, tøj, bøger, gryder, elkedel, tallerkener og bestik, og det eneste jeg havde tilbage at spise var en figenstang, jeg havde fundet i bunden af en udtjent rygsæk. 
Da de ankom forsøgte jeg at indlede en samtale, fortalte hvorfor jeg flyttede og hvorhen, at det var sjette gang på tyve måneder, “haha”. Men flyttemændene lo ikke, de spurgte efter badeværelset og slog på skift en streg for åben dør, aftalte uden at involvere mig, rækkefølgen af, hvad der skulle pakkes i bilen hvornår. Sengen først, så kommoden, min cykel, stuebordet der var skilt i en plade og fire ben. Så alle kasserne, de tunge nederst, bøger, bestik og køkkentøj, øverst sækkene med tøj og linned. 
Jeg stod i døren til stuen, jeg også brugte som soveværelse og arbejdsrum og så de to mænd, som undervejs og halvt modvilligt havde afsløret, at de hed Dan og Martin, slæbte et helt livs inventar, mit liv, ud af lejligheden og ind i bilen, som om det var brikker i et meget simpelt puslespil af den slags man altid finder i lægens venterum og som vel mest har til formål at aflede børns frygt: Træ, hus, dør, skorsten. Færdig og så forfra. Jeg havde stået sådan mange gange før, første gang da jeg flyttede hjemmefra uden andet end miniovn og en sovepose, da jeg blev hasteindlagt seks måneder senere og ikke nåede at hive andet med mig end to plastikposer med trusser, trøjer og tandbørste. Så de tre måneder i kollektivet på Studiestræde, hvor jeg akkurat nåede at indrette mig med lange indiske gardinstoffer hele omkring min seng, fordi jeg var bange for andres øjne, før jeg forlod det igen. Uden de farvede gardiner, bare et skrummel af en futonseng og en karryfarvet lænestol, min morfar havde foræret mig. Herefter delte jeg lejlighed med Eva, der var flygtet fra en voldelig ekskæreste, og derfor var mere end glad for en ekstra beboer, så ikke hun var alene, hvis han skulle ringe på. Her boede jeg syv måneder, det var på femte sal, vi brusede os i en balje i køkkenet, vi måtte hjælpe hinanden, det var trangt og hyggeligt. Så fandt Eva en ny kæreste, han havde bakkenbarter, arbejdede som kirkegårdsgartner og var ikke spor voldelig, alligevel stod det hurtigt klart, at det var bedst, om jeg fandt noget andet at bo i. Jeg lånte et værelse af en kammerat en måned, orkede ikke at pakke flyttekasserne ud spiste med fingrene af paptallerkener, gik i de samme to sæt tøj, jeg vaskede på skift. Jeg havde ikke noget TV, heller ingen bøger, om eftermiddagen løste jeg kryds-og-tværser jeg fandt i min vens avis, om aftenen skrev jeg digte, jeg kasserede næste morgen. Tog i svømmehallen, tres baner, eller sad på biblioteket og læste I Form om æggehvidekure, ekstremløb og fordele og ulemper ved henholdsvis anaerob og aerob forbrænding.
Jeg fandt en etværelses, en fyr fra Landbohøjskolen skulle studere et år i Holland, jeg lovede at passe godt på hans hybel så længe. 

I september begyndte jeg at se en læge, jeg havde skrantet længe: et stigende ubehag hver gang jeg vågnede, “nu igen”, tænkte jeg og stod jeg op. 
En dag brød jeg sammen. Det var mellem hylderne med knækbrød og marmelade, jeg var ude for at handle. Mine ben gav simpelthen efter og jeg satte mig på hug og klamrede mig til indkøbskurvens hank for ikke at falde omkuld. Jeg forsøgte at fokusere mine tanker og mit blik, lod øjnene løbe henover alle varerne. Chiacrackers, müslikiks, franske minitoasts. En ung medarbejder kom forbi og spurgte om han kunne hjælpe. Jeg svarede “nej tak”, rejste mig med besvær og fyldte kurven med tilfældige varer, en støvekost med teleskopstang, grønne linser, kagekrymmel. Jeg efterlod det hele i en pose på parkeringspladsen, der var ikke flere kræfter tilbage, det var enten varerne eller mig.
Så besluttede jeg altså at opsøge den her læge. Jeg fandt hans navn i folder jeg havde liggende fra forlængst. Mit opkald gik direkte på telefonsvareren, “abonnenten kan desværre ikke besvare dit opkald, læg en besked efter tonen.” Jeg lagde på og glemte alt, indtil det altsammen gentog sig. Denne gang var det hos frisøren, hun var i gang med at vaske mit hår i en shampoo, “med duft af gran og sommerregn,” forklarede hun. Jeg ved ikke om det var duften eller hendes hænders omsorg, men jeg begyndte at græde, og det var ikke før, hun slog et klæde om mit hår og hjalp mig over i en blød stol med lammeskind i ryggen og skænkede mig en kop te, at jeg genvandt kontrollen. Jeg bad hende klippe kort, helt kort, det så herrens ud, det ene skulle jo passe til det andet.
Lægen jeg opsøgte hed hed Rasmus, han havde afbleget hår og lange øjenvipper, jeg kunne lide ham med det samme. Jeg har tit tænkt på, hvad man gør, hvis man omvendt føler ubehag, hvis mennesket man møder i konsultationen er en mur, og det man leder efter er en dør. Jeg ved det ikke, som sagt kunne jeg lide Rasmus, han lo ikke, når jeg gjorde grin med mig selv, kaldte mig navne. Tudetøs og klynke-katinka. Heller ikke da jeg sagde: “Det eneste jeger lykkedes med, er at mislykkes.” 
Jeg blev ved at komme. Uge efter uge. Græd lidt eller bandede. Jeg fortalte ham om stenene, jeg havde betroet mig til siden jeg var lille, om størknet lava også kaldet Basalt, hvis navn kom af det græske ord “Basanos”, der betød Prøvesten. 
Efter ni besøg kunne jeg vaske hår uden at græde og efter tolv handle både knækbrød og nutella uden at gå i knæ. Det lyder måske ikke af meget, men det var præcis, hvad jeg havde manglet, at lykkes med noget.