Louise Juhl

Nogle dage prøver jeg at give følelserne en form. Så tegner jeg en firkant med bløde hjørner eller et sæt briller uden glas. Eller jeg forestiller mig, at mine følelse er huller i en ost. Da jeg var lille, troede jeg, at det var hullerne, der gav osten smag, at de var de åndehuller, osten trak vejret igennem. Senere læste jeg, at det slet ikke var sådan, det hang sammen, at hullerne skyldtes en kemisk proces og som sådan var helt uden betydning for ostens fylde og smag. At der endda var firmaer, der udnyttede folk som mig, lavede kunstige huller i osten. Deres slogan kunne have lydt “Mindre for mere” eller “Nul for niks,” men de var smarte nok til bare at give ostene mærkelige navne. Emmentaler. Masdammer. Jeg køber dem nu stadig, ostene, og gemmer alle hullerne i en kasse, jeg skriver “Erfaringer” udenpå.