Hymne

by Louise Juhl Dalsgaard

Der er søndag, jeg savner Bjørn og Fiske, jeg savner tro og håb. Og Inger, Inger savner jeg også, og ordene. At kredse om dét som jorden om solen og hunden om halen, rundt og rundt. Dén enfoldighed, den glæde. Om natten ligger jeg vågen, om dagen piller jeg blade af blomster. Hvisker ‘elsker, elsker ikke, elsker alle.’ Et stankelben er fløjet mod ruden, nu ligger det i karmen, jeg genkender de umulige ben, genkender glasset og drømmen. Det er længe for sent, alligevel åbner jeg vinduet: Klokken er otte niogtyve og evigheden kun lige begyndt.