Louise Juhl

PS:
Mange år senere åd jeg et helt rugbrød på samme måde. I al hast og i grådige bidder.
Det var længe efter, jeg fyldte tolv. Det var nat og jeg var nøgen. Jeg halvt sad og halvt lå på køkkengulvet og tyggede mig bid for bid igennem det tætte brød. Det var svært at synke den klæge masse, mit spyt blev sejt og jeg måtte anstrenge mig for at sluge de sidste humpler. Det tog mig det meste af en time. Bagefter var alt som før: Mørket var stadig mørkt, og jeg var stadig nøgen. Den eneste forskel var brødet, der ikke længere lå på bordet, men i min mave.
I lang tid forsøgte jeg at holde det skjult, jeg gik rundt og dækkede over, hvad jeg troede alle kunne se: De klæge klumper af brød i min hals, knæenes vildrede, skammen.
I flere år derefter nægtede jeg at spise brød: hvidt brød, rugbrød, knækbrød, og lykkedes på den måde med at bilde mig selv ind, at det var brødet, jeg var bange for, og ikke min egen sult.