Louise Juhl

Ensomhed er ikke at være alene, men at se sig selv som alene. Forfatteren Christina Hagen har engang sagt, at hun lever bedst i det fremmede, som rejsende et sted, hvor ingen ved, hvem hun er. Den længsel efter at være en fremmed blandt fremmede – fremfor blandt venner – genkender jeg. Friheden til ikke kun at føle sig betragtet, vurderet, men også selv at betragte, fornemme. En slags lighed i længslen efter at forstå og at blive forstået.
Jeg har ikke selv rejst så meget, måske fordi jeg har svært ved at føle mig hjemme selv i det hjemlige, men jeg besøgte engang Beijing. Jeg husker en fugtig og trykkende varme, madboder og en zoneterapeut, der masserede mine fødder med en omsorg, jeg ikke vidste, jeg havde savnet. Bedst husker jeg dig de mange gange, jeg blev standset og bedt om at posere for en fotograf, det var mit mellemblonde hår, krøllerne, de faldt for. Det havde jeg aldrig troet ville ske, at nogen ville bemærke mig for mit leverpostejs-skråstreg-dåsetorskerognsfarvede hår, det er heller ikke sket siden. Men det skete dér, på en sidegade i Beijing, og de takkede og bukkede og rørte ved mine krøller, og jeg takkede dem for at se mig med så åbne øjne.
Jeg siger ikke, jeg er ensom, men måske er det på tide at rejse ud igen.

Måske er det det samme, der sker, når man skriver. ‘Jeg’ bliver et ord på tre bogstaver.