Louise Juhl

Det år jeg boede i Hundested, lærte jeg at ride og børste en kat, det var en norsk skovkat, Aisha hed hun, hun var stålgrå og helt sin egen, bar sin hals og hale med en stolthed, det var svært ikke at misunde. Jeg brugte timer hver aften på at børste hendes pels, kørte tålmodigt en kam igennem hårene på hendes ryg og hendes hale, om og om igen, og hun tålte min omsorg, tog imod den med en stædig distance, jeg til stadighed forsøgte at overvinde. Jeg sang for katten, nynnede Vem kan segla og Har du viser min vän, men hun så bare ud ad vinduet, eller slikkede en pote, og jeg lykkedes aldrig med hvad det nu var, jeg kæmpede for. At få en ven, en fortrolig, et ekstra hjerte med pels. Jeg blev ved at håbe til det sidste: at jeg ville vinde dyrets gunst, at hun til sidst ville overgive sig, spinde og smyge sig om mine ben, men det skete ikke, og jeg var knust, tænk sig at ikke engang en kat kunne tåle mit selskab. 
Der boede en anden pige på gården også, Josse, hendes mor drak, og hver gang de skulle ses kom noget i vejen, enten var bilen punkteret eller hendes mor havde mistet en ørenring, og var nødt til at blive hjemme og lede. Josse tog det pænt, hun råbte HA, altid HA, og løb så ud til hestene, lænede sit ansigt imod og strøg dem over panden. Hun var kun ni år, men helt uden frygt for de store dyr, hun stammede, men aldrig når hun talte med hestene. Hun sagde flere gange, at hvis hun skulle vælge mellem sin mor og Tinka, en sort Sorraia, ja så ville hun vælge Tinka. Senere fortrød hun, det havde bare været for sjov, forsikrede hun mig, men i det år, vi levede under samme tag, så jeg kun hendes mor én gang. Det var til Josses fødselsdag, hun kom kørende i en taxa og sang, med det samme hun trådte ud af bilen, “Josse har fødselsdag og det har hun jo og det er i dag”, viftede som en vanvittig med et BR-flag, og krammede sin datter så kejtet og længe, at Josse til sidst måtte skubbe hende fra sig: “Mor!” Hun blev ikke særligt længe, taxaen ventede og det var dyrt at have taxameteret stående og køre. Det forstod hun vel nok? Og Josse nikkede, ja, hun forstod, og vinkede, da hun kørte væk. Og så snart bilen var ude af syne, råbte hun HA, og løb ud til hestene.