Louise Juhl

Da jeg boede i København besøgte jeg hver dag et fitnesscenter, det lå øverst i Scala-bygningen på Axeltorv, jeg husker ikke, hvad det hed, men jeg så Casper Christensen der engang. Der var et særligt aflukke, hvor man kunne nyde en fitness-salat eller en fitness-cookie, mens man bladrede i magasiner trykt på meget tykt papir. Jeg selv nøjedes med at benytte maskinerne, jeg havde altid klædt om hjemmefra, lagde min pose med håndklæde og en flaske vand for foden af tappemaskinen, og så gik jeg. Op og ned, time efter time, uden at nå nogen vegne. Til sidst som regel så udmattet, at jeg måtte ligge ind over maskinen og hvile albuerne på sidestøtterne, og en instruktør i hvid polo og med lyse striber i håret, kom forbi og forklarede mig, at hvis ikke jeg rankede ryggen og holdt rigtigt om håndstøtten, risikerede jeg at få gigt i både albuer og håndled. Jeg tror, det var ment som omsorg, men jeg hørte det som en trussel og så væk, satte tempoet op, løb efter mine egne skridt.
Jeg lærte en pige at kende, hun havde langt barbieblondt hår og en taske fra Gucci med et lille stykke stof, hun brugte til at tørre sit ansigt med, panden, kinderne. Hun hed Charlotte og arbejdede som medhjælper i en jødisk børnehave, jeg ved ikke, hvorfor hun nævnte det med det jødiske, men hun var sød og snakkesalig og nok min eneste ven på det tidspunkt. Vi snakkede meget, ikke ikke om noget, tøj og kure, katte og en grønthandler på Frederiksberg, der solgte et særligt stærkt sennepspulver, der hjalp, hvis maven var gået i stå. Charlotte ville have fire børn, to piger og to drenge, hun vidste allerede, hvad de skulle hedde Alaia og Dina, Noah og Seth, de første år skulle de dele værelse, det var noget, hun havde hun set på film: At børnene sov i samme seng, delte legetøj og læste højt for hinanden, og sådan ville hun også gerne, at hendes børn skulle have det. 
Vi mødtes altid hjemme hos mig, på femte sal på J M Thieles vej, så købte jeg druer og Pellegrino i små buttede grønne flasker, selvom de var alt for dyre, og så snakkede vi om ingenting, og Charlotte tilbød at lakere mine negle med en lak, hun lige havde købt. Perlemorsfarvet. Og jeg trak strømperne af og Charlotte fik et chok, for mine negle var sorte af tryk og slid og huden helt tør, åh men nej dog, og hun opgav og ville i stedet smøre mine fødder med en særlig salve, men jeg trak fødderne til mig, for salven var fed, og fedt var farligt. NEJ. Og så lod hun salve være salve og snakkede i stedet om bordpynt og gardinringe og andet helt ufarligt og måske var det det, jeg holdt så meget af. Hun blev slags helle fra alvor og virkelighed, en barbieboble, sød og perlemorsglitrende og helt ufarlig.