Louise Juhl

Mine bedsteforældre havde en rød Cocker Spaniel, ganske lavbenet, alligevel nåede den mig til over knæet, for også jeg var lavbenet, cirka fem år.Det bedste jeg på den tid vidste var at dykke ned under skummet i badekarret eller, når jeg besøgte min mormor og morfar, at sidde blandt grønkålsblade og kartoffelskræller på jorden blandt hønsene, som de holdt i en trådgård. Jeg kunne sidde sådan i timevis og stirre på dyrene, der stirrede tilbage med sorte knappenålsøjne og sære Tourette-lignende halsbevægelser. Min mor bekymrede sig en del, hun forstod ikke, hvorfor jeg ikke hellere red en tur på hestene, forsøgte flere gange at tale med mig om det, kom her, klappede hun på pladsen ved siden af sig og lagde en arm om mig og spurgte ind. Til hønsene, som hun forklarede var meget simple væsner, der alene havde tanke for at æde, sove og formere sig. Modsat hestene, disse prægtige dyr, hvis ånde var tyk som tåge om vinteren, og som jeg kunne ae over mulen og læne mit hoved imod, når tingene blev svære. 
Jeg var ligeglad med ånde og mule, jeg blev ved at besøge hønsene, talte deres pikken, tohundredeogni, tohundredeogti, mens min bagdel blev fugtig og timerne gik.
Hunden, Bessie, ventede altid. Den sad foran døren ind til hønsegården; med ryggen til og let rejste ører. Når der var gået et antal timer, tre, måske fire, skrabede den mod døren, og jeg gik modvilligt ud for at klappe den. Fulgte med den ned til huset, hvor min mor ventede med længselsfulde hænder. Er du ok, ville hun vide, og strøg mig over kinden, jeg nikkede og spiste de to halve stykker brød, hun havde sat frem. En med æg og tomat, en anden med ost og orangemarmelade. Hunden fik det halve, rakt under bordet i skjul af voksdugen. Tallerkenen blev tømt, og jeg fik lov at gå tilbage til hønsene, der stod præcis, som da jeg forlod dem. På to ben, med tomme øjne, staccato-hals og tilsyneladende uden at have bemærket mit fravær. 
Siden dengang har jeg lært at holde af hestene og at fodre hunden i det åbenlyse.