Appelsin rimer på til grin

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg har lige læst en artikel på dr.dk. En ung kvinde fortæller om at føle sig ensom: “Det var en god dag, hvis nogen sagde ‘hej'”, forklarer hun. Senere finder hun ud af, at det ikke er meningen, at hun skal have det sådan, at ingen skal føle sig udenfor, alene, fremmed. Tingene ændrer sig, da hun kommer på efterskole og igen på gymnasiet. Hun får flere venner og lærer at række ud, opsøge fællesskaber. Men selv i dag, som 24-årig og halvt igennem et kandidatstudie, er hun mærket af folkeskolens ensomhed. Hun kan tage sig selv i at stå på dansegulvet og føle, at alle andre danser omkring hende, udenom. Udenfor.
Jeg genkender den følelse. Af at stå udenfor og se ind. På de andre, der sender feriebilleder fra Sicilien eller Fur. Af børnene, der bygger slotte i sandet, maler på sten: “Mor og Far” – og nedenunder en sommerfugl eller et hjerte. Jeg læser de mange kommentarer: “Hvor er de blevet store” eller “som snydt ud af næsen på dig”. Det er dejlige billeder, jeg elsker børn. Og sandslotte og sten. Men det er ikke mig, og det bliver aldrig min virkelighed, jeg fik ikke de børn, jeg drømte om. Michael og jeg må tage alene i Fårup Sommerland og bede personalet om lov til en tur i Egerntårnet, bare os, to voksne i samme vogn. “Okay da.” smiler den unge medarbejder overbærende, og dem bagved i køen griner lidt. Jeg forsøger at joke skammen væk, vender mig om: “I ved – jeg er bare aldrig rigtig blevet voksen.” Smiler bredt. Appelsin rimer på til grin.
Senere vinder jeg i Minigolf. Michael tager et billede af mig øverst på skamlen. Jeg har ikke så mange sejre at prale af, så det er med at forevige de få. Vi har en dejlig dag, da vi kommer hjem drikker vi hvidvin fra Mosel og ser gamle afsnit af Beck: Grannen kommer ud på altanen, skåler med Beck, der undskylder, at han ikke har tid til at snakke. Beck har aldrig tid, men Grannen opgiver aldrig, i hvert eneste afsnit dukker han op, lidt forhutlet og søgende efter selskab. En sært tragikomisk figur, det er umuligt ikke at holde af, måske fordi vi alle genkender ham.

I mange år var jeg ulykkelig over min tilstand. Følelsen af – ligesom Grannen – at stå ude på altanen og råbe skål uden at få svar. Men med tiden er jeg begyndt at se anderledes på det. Se ensomheden som en rumdragt, en klodset men helt nødvendig foranstaltning: En astronaut uden dragt ville jo også dø i løbet af sekunder uden sin dragt. Den beskytter mod vakuum, temperatursvingninger og stråling. Måske er det det samme med ensomheden, at den beskytter. At den er en lille buffer mod virkeligheden. Tager trykket fra de sværeste følelser, de hårdeste sten og fra skuffelsen, når sandslottet styrter sammen under tidevandets pres.

Og måske er det også det samme med skriften. Som nu, hvor jeg skriver om ensomheden, som var den en astronaut, der hang ude i rummet. En lillebitte prik – langt væk fra mig og mit: Se.