Iron

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg husker kun hun slog mig én gang. Det var en tidlig tirsdag aften og hun stod, som hun så ofte gjorde, i bryggerset og strøg. Bukser, skjorter. Strømper, trusser, ja selv bindestropperne på dynevåret blev strøget. Hun brugte timevis på opgaven, bevægede hånden med rolige nøjagtige bevægelser henover stoffets overflade, frem og tilbage. Først den ene side, så den anden. Døren derud til stod som altid åben, alligevel var det som om der var en usynlig grænse, en rude jeg ikke kunne trænge igennem, i hvert fald ikke uden at knuse glasset. Så jeg blev stående i døren, så på min mor og hendes hænder, strygejernet og brættet, der ind imellem gav en knagende lyd fra sig, når hun trykkede jernet særligt hårdt mod brættet for at glatte en genstridig fold. 
Jeg ved ikke hvorfor, jeg gjorde det. Måske var det jalousi. Mod rummet, ruden, strygejernet, dette lille helle, hvor min mor kunne være sig selv og jeg måtte klare mig uden. Måske var det bare en barnestreg, et første forsøg ud i provokationens kunst. I hvert fald trådte jeg over grænsen, gennem ruden, ind i rummet til min mor og greb det glohede apparat, rakte det op imod hendes kind, truende. Det hele gik så hurtigt, min mor greb fat om mit håndled, hev strygejernet ud af min hånd, råbte noget, måske var det bare en lyd, et nej. Og så slog hun mig med sin venstre hånd, en syngende lussing, jeg tror chokket var større end smerten. Min mor, min altid forsigtige, blødbarmede, tålmodigt trøstende mor slog mig? Jeg tror chokket ramte os begge lige hårdt, hendes ansigt styrtede ligesom sammen, revnede midt igennem. Hun gav en lyd fra sig, som et dyr, der får stød, og lagde så begge hænder om mit ansigt, undskyldte (Græd hun?) Undskyld, undskyld, undskyld. Så var det som om hun tog sig sammen, trak hænderne til sig, sagde: Det der må du aldrig gøre igen.
Hun spurgte ikke hvorfor, eller hvad der dog var gået af af mig, hun sagde bare – med en stemme, fuld af både trussel og trøst, at dét der måtte jeg aldrig gøre igen. 
Dét der.
Så tog hun et håndklæde fra bunken, fortsatte med at stryge, den ene side, den anden, og jeg gik baglæns ud af rummet, ligesom i film, når den ensomme cowboy rider væk. Vi har aldrig talt om det siden.