Louise Juhl

Jeg tror ikke, hun var bitter, det var i hvert fald det, hun sagde. Jeg er ikke bitter, men. Og så fortsatte med at fortælle, hvor glad hun var for huset, hvor mange somre, hun havde tilbragt dér på terrassen, lyttet til trækronernes bevægelser.
– Samme lyd som havet. 
Et egern havde engang siddet ikke meget mere end et par meter fra hendes fødder, bevæget sig lidt frem og tilbage. Hun kunne ikke undgå at tænke andet, end at det måtte være et tegn. Ikke at hun troede på den slags, tegn altså – men det her egern. Det var noget med øjnene, de ligesom så og så igennem. Om på den anden side af alt det her. 
– Alt det her? havde jeg spurgt, men ikke fået noget svar.

Det var mændenes ide, at hendes penge skulle sættes i huset. Pensionsopsparingen. Det var noget med en rentesats og investeringsafkast. Og selvom hun protesterede, kunne hun godt læse tallene. Der var mere at hente i at veksle hendes penge til jord og søm og norsk fyrretræ. Nu så hun tilbage på det hele. Uden bitterhed, gentog hun. På efterårsstormen i ’81, min brors sprængte akillessene og snesevis af nætter alene udenfor. Skuffet hud. Sit helle, kaldte hun hytten, selvom den med tiden var blevet lidt af en byrde. Gardinerne skulle jo stadig vaskes, skabene holdes rene, og uanset at hun insisterede på at være lige så frisk som altid, kunne hun ikke skjule, at det voldte besvær. Hun havde svært ved at hænge gardinerne op efter vask, indrømmede hun, og brød sig ikke om at stå og balancere som en ”gammel kone på en vakkelvorn stol”. Hvis hun faldt ville der sikkert gå uger, før nogen savnede hende. 
Jeg protesterede: – Mor! 
Vi tog sammen derop, det havde lige regnet, mosset gav efter, når vi gik. Vi plukkede kantareller, fyldte to orange skåle. Tupperware.
– De holder for evigt og gør, hvad de skal, svarede hun, da jeg spurgte, hvorfor hun ikke skiftede dem ud.

Hun havde aldrig savnet pengene, fastholdt hun. Pensionen. Huset var jo betalt ud, bilen også. 
– Jeg mangler ikke noget, tilføjede hun, som for at overbevise sig selv.