V for vaffeljern og vilde heste
by Louise Juhl Dalsgaard
De siger det allesammen. Hele tiden. Du skal arbejde med vreden, siger de, bruge den. Vreden er et skjold, et våben. Vreden er vulkaner, vestenvind, wild wild horses.
Der er nok at gribe i, tage fat om. Vreden mod K, for eksempel, der kaldte min krop for en katastrofe og min røv for en “utilsigtet hændelse.” Eller den aldrende læge i Jens Bang stenhus, der henover en halvbrille foreslog mig at føle noget mindre og spise noget mere. Det var efter, at jeg havde tabt tretten kilo på syv uger. Mit hår faldt af i totter og min ånde lugtede af acetone. Lægens råd var ligeså dumt, som det var sandt:
Spis noget mere, føl noget mindre.
Der var også Jan, der i virkeligheden slet ikke hed Jan, men noget andet, og som holdt mere af at spille snigskyttespil end han holdt af mig. En nat fór han vild i en drøm og forsøgte at kvæle mig, fordi han troede, at jeg tilhørte fjenden. Han holdt om min hals og klemte til, sagde mærkelige lyde. Så vågnede han, slap sit greb, jeg hev efter vejret. Jeg tror nok, han undskyldte, før han lagde sig til at sove igen.
Der er nok at tage fat på, nok at være vred over. Vred på. Men hver gang, jeg forsøger at finde den frem, følelsen, så er det som forståelsen står i vejen. Den evige, forbandede, forpulede nuancering af virkeligheden. For var det ikke bare for sjov, dengang med K og katastrofekroppen og og den hændelige røv. Måske endda et forsøg på kontakt? Og havde han ikke også sit eget at slås med: En far, der drak lidt for meget og en bror, der skød hunden en dag, den stod i vejen?
Og lægen, han gjorde vel sit bedste med sit måske nok lige lovligt joviale råd, men herregud, hvad skal man stille man op med alle de ulykkelige mennesker – andet end at foreslå dem at være lykkelige?
Jan. Ja ham valgte jeg jo selv. Vi mødte hinanden ved et busstoppested, jeg tog med ham hjem. Han havde to katte, et vaffeljern og de smukkeste brune øjne, jeg flyttede ind efter to uger. Det var først efter et år, han tog kvælertag. Helt uden at ville det. Senere fik han en diagnose, PTSD, hans mor døde af druk. Han inviterede mig med til begravelsen, det var længe efter, at jeg var gået fra ham. Af en eller anden grund tog jeg med, vi var kun fem, jeg gav ham et kram efter ceremonien og han holdt så fast og så længe, at jeg var bange for, han ville falde, hvis jeg gav slip.
Sådan ender det hver gang. Vreden forsvinder, forståelsen vinder. Og mig, der ellers hader enderim og den matte ømhed, der følger efter endnu et forsøg på at rase. Den enste vrede, jeg kan finde frem, er vreden over ikke at være vred. Det er så pattet og patetisk, og verden og alle dens aldrende læger kan endnu engang vende det hvide ud af øjnene. For hvad skal det gøre godt for, alle de her mislykkede forsøg, al den manglende vrede. Hvad skal alle de her ord gøre godt for, hvorfor kan hun ikke bare æde sin mad, føle noget mindre, måske bare holde sin kæft?