Louise Juhl

Jeg ville så gerne, at det her startede anderledes. Med et stik i hjertet, en kugle af uld og ild eller en hårbold af ophobet savn. 
Men sandheden er, at jeg for længe siden købte en billet til toget, og det er grunden til, at jeg tager afsted i dag.

Jeg elsker min mor. Det lyder simpelt, men er i virkeligheden frygtelig kompliceret. Hun fyldte firs sidste år. Hun farver sit hår, går i kirke, elsker hortensia og skæreost, fedstensfigurer og dansk møbeldesign. Hun tror på tegn, plukker firkløvere og bruger som bogmærker og lader altid den sidste bid brød ligge tilbage på tallerkenen. I lang tid troede jeg, at det handlede om mådehold, men så forklarede hun, at det var et levn fra krigens tid. At det var vigtigt, altid at have lidt i reserve til trange tider. 

For min mor er der ikke noget, der er tilfældigt. Lysene i stagerne derhjemme er gule til påske og røde til jul. Hun har en jakke til pæn brug og en til daglig, begge i flere længder. Taljekorte og knælange. Hun gør gerne selv grin med sin ordentlighed: Hvis det roder i hovedet, må man holde styr på alt det udenom, siger hun og slår ud med hånden som for at afværge sine egen tåbelighed. 

Da jeg fyldte ti, forærede hun mig et leksikon om planter og satte kryds ved alt det, jeg skulle holde mig fra. Snebær og liljekonvaller, bjørneklo, pigæble, guldregn. Elefantøre og engletrompet. Rhododendron, buksbom og pebertræ. Der var nok at være på vagt overfor, og jeg gjorde mig umage for at lære at skelne ufarligt fra farligt, godt fra skidt. Hver dag huskede jeg mig selv på, at bare fordi noget var smukt – som nu guldregnens fang – så kunne det godt gemme på farer.
Den dag i dag er jeg stadig på vagt.

Det er onsdag, jeg har købt vissengrønne lys og servietter, der matcher. Slået en sløjfe omkring. Jeg er altid i tvivl, når det gælder gaver. Om det er for lidt eller for meget. For højtideligt – som nu lys og servietter – eller omvendt for sløset: En dusk karse fra haven foræret sammen med to nyhøstede tomater. Om jeg giver dem som en slags bod og hvis ja, så for hvad. 
Jeg har købt plads ved vinduet. Der løber striber af fugt langs vinduets fuger. Regnen udenfor er ellers – efter fire dage med konstant nedbør – hørt op. En mand med blindestok og førerhund spørger efter sin plads. –Nummer 71, forklarer han og rækker sin billet frem. Jeg viser ham vej, skubber hans taske på plads mellem to sæderækker, – sig endelig til, hvis der er andet jeg kan hjælpe med. 
Han ser i min retning, smiler og nikker til tak. Hunden slår et enkelt slag med halen. Jeg går tilbage, sætter mig på min plads ved vinduet, ser ud. 
Nu regner det igen.