Louise Juhl

Jeg har egentlig aldrig haft et ønske at rejse ud i rummet. Jeg har svært nok ved at finde rundt hernede på jorden. Højre, venstre, rigtig, forkert.

Engang tog jeg toget til Tyskland og faldt i søvn og vågnede midt om natten ved, at et hus stod i flammer uden for. Et virvar af ild og røg og sorte skikkelser i panik. Der gik kun få sekunder, så var toget videre og det brændende hus ude af syne. Siden har jeg altid sørget for at sove længst væk fra vinduet og kun rejst i dagslys. Jeg ved godt, at mørket stadig findes. Og de brændende huse. At intet af det forsvinder, bare fordi jeg sover i den anden side, tænder lyset.

Ind imellem drømmer jeg stadig om det, om toget og turen, om orange flammer, sorte mænd og en hund, der gør. I drømmen kører toget videre og rammer en en mur af beton, står stille. Der er ikke noget at mærke på min krop, det gør ikke ondt nogen steder, der er bare helt. Helt stille.
Jeg har læst et sted, at drømme er sjælens kogevask. At det er her, vi vasker afstødt hår og skæl og mider af vores samvittighed. Jeg ved ikke, hvad det siger om mig, om mine drømme. Eller om mider og brændende huse og min ulyst til at erobre verdensrummet. Faktisk ved jeg ikke særligt meget – men taler alt for meget om det. Om alt det, jeg ikke ved.
Der er dem, der vil sige, at det er en uskik, men de har aldrig prøvet at køre ind i en mur om natten. Helt alene. Oplevet dén stilhed. Det er vel derfor jeg taler, fordi stilheden er mit brændende hus.