Louise Juhl

Vi var sammen i tre år, alligevel har jeg ingen billeder af os. Men jeg husker det meste, hvordan der så ud. 
Ferien ved Ringkøbing fjord, for eksempel. Han havde lejet en lejlighed i et vandland, væggene var af rød mursten, fra stuen var der udsigt til en gokartbane med børn, der kørte rundt i cirkler, skreg og jublede. Han lå i sengen det meste af tiden, læste og planlagde ruter, vi skulle køre. Gennem Tyskland til Østrig, drikke lokal øl og se på kirker. Sove i grotter. 
Planerne var store, men endte gerne blindt. Han spillede spil i stedet, spiste peanuts. Et år deltog han i en gamingturnering. Flere dage i træk sad han med ryggen til mig og front mod skærmen, skød sig vej. Han lå i front indtil den sidste bane, så blev han ramt af en snigskytte. Endte som nummer to. Han var rasende, væltede stole, slog en hånd i væggen. 
Jeg varmede pandekager i mikroovnen som trøst og forsikrede ham om, at for mig ville han altid være nummer ét. 
På et tidspunkt søgte han om optagelse i Hjemmeværnet, men fik afslag, jeg ved ikke hvorfor. 

Han var optaget af teorier om rejser i tid. Læste blade fra USA og så YouTube videoer med en doktor fra Tyskland, der fortalte om stjerner, hvis lys for længst var brændt ud, men stadig kunne ses på himlen. Doktoren sad i en hvid kittel med et stetoskop i lommen, jeg fandt aldrig ud af, hvad han skulle bruge stetoskopet til.
Han havde en ven, Jarl, der hjalp os med at passe kattene, når vi var var væk. Men der manglede altid noget, når vi kom tilbage. En musemåtte eller en grilltang. Jarl forsikrede os om, at det ikke var ham. – Hvad i alverden skulle jeg dog bruge en grilltang til, ville han vide, og han havde jo ret. Hvad skulle han bruge sådan én til? Alligevel blev ting ved med at forsvinde. En sæbeskål. Køkkenrulle, dørmåtte. Til sidst foreslog jeg, at vi fandt en anden til at passe kattene, men det ville han ikke høre tale om. 
– Om jeg da ikke stolede på hans bedste ven? 

En enkelt gang låste han mig inde. Han tog på arbejde og kom ikke hjem før klokken tolv, det var blevet mørkt udenfor, inde fra stuen kunne jeg høre kattene mjave.
Det var for sjov, sagde han senere, da han låste mig ud. Han ville bare se, hvor længe jeg fandt mig i det.