Louise Juhl

Hun foreslår, at vi går en tur i haven, der er så mange ting, der spirer frem, siger hun og peger rundt. På hækken, der har fået knopper og tulipanerne, der kun er få dage fra at springe ud.
Haven er hendes helle, her er planterne ordnet efter nytte eller nydelse. Køkkenhaven er sået til med persillerod, rødbeder og ærter. Længere henne er der plantet buske. Hvidtjørn og røn, hyld og Blærespirea.
– Anja er blevet indlagt igen, siger hun og peger på genboens hus. 
Min mor så ambulancen fra vinduet, det blinkende blå og reddernes rutinerede hænder, da de trak båren ud. 
Hun havde fyldt et badekar med rødvin og forsøgt at drukne sig selv, det var hendes mand, der fandt hende. Lægerne havde målt hendes promille til tæt på tre og kaldte det et lille mirakel, at hun overlevede. Selv var hun mindre sikker. På det mirakuløse altså. Mirakel betød guddommelig indgriben, og hvis hun skulle tro en gud, skulle det som minimum være én, der respekterede hendes ønske om at dø.

Nu får hun elektrochok. 
– Tre gange om ugen, fortæller min mor, men tilstanden er stort set den samme. Anja, der sidder og nulrer ved dynevåret eller står lænet op ad vindueskarmen med sine arme over kors, stirrer ud på den halvtomme parkeringsplads. 
Hun har altid været lidt sær, mener min far, som nu dengang hun holdt tale til vejfesten. Ti lange minutter om savnet af sine voksne børn og en tiltagende følelse af meningsløshed. Til sidst havde min far været nødt til at rejse sig, gribe om glasset og udbringe en skål. ”For venner og vellyst!” 

Min mor besøger hende to gange om ugen, mandag og torsdag.
Det er ikke nemt, samtalen går trægt. Anja sidder som regel bare i sengen. Ind imellem slår hun masker op på to tynde strikkepinde, tres, kun for at trække dem af igen, starte forfra. Ind imellem taler hun om en søster. En død tvilling, der blev kvalt i en navlestreng, Anja er ikke sikker på hvis, om det var søsterens egen eller hendes, men efter fødslen forsvandt hendes mor. Ind i sorgen og katatoniske kramper, hun lå otte måneder i sengen, og da hun stod op, var det første hun gjorde, at få den døde tvillings navn tatoveret på sin arm. Dato og tidspunktet for fødslen. 261154 08.51. Nøjagtigt niogtyve minutter efter, at Anja var kommet til verden.
Nu er det hende, Anja, der ligger i sengen. I en lang hvid hospitalsskjorte, lægen har ellers flere gange bedt hende om at klæde sig ordentligt på. Den slags betyder noget, siger han, for selvværdet, følelsen af at være mere og andet end bare syg. Men Anja vil ikke være andet, – jo død, siger hun, men det må hun jo ikke få lov til, og så kan resten sgu også være lige meget.