Louise Juhl

Min morfar var på mange måder en særlig mand, høj og tynd og med en meget markant næse, som var det første, man bemærkede, når man så ham. Han havde et voldsomt temperament men modsat en meget beskeden appetit, han nøjedes for det meste med en kop kaffe med skilt fløde og fire sukkerknalder drukket af en skrøbelig porcelænskop, der var helt ulig hans robuste og slidte hånd. Han holdt får og havde en mark fyldt med frugttræer men ernærede sig ved tømregerningen, at måle og skære og skabe. 
Han fik to døtre, det var ok. –Nu det ikke kunne være anderledes.
Min mor var den ældste, der var elleve år imellem hende og hendes yngre søster, de kom aldrig rigtig overens. Min morfar havde ikke forstand på hunkønsvæsner, det sagde han i hvert fald selv, måske var det en undskyldning. Han foretrak at maskulin muskelkraft og satte lighedstegn mellem mænd og nytteværdi. Min bror fik lov at komme med ham ud, høvle hegnspæle og bære rafter ind på savværket. Imens sad jeg i stuehuset, lyttede til urets tikken og så til, mens min mormor spillede yatzy med sig selv. Jeg ved ikke, om min mor nogensinde forstod min morfar, og jeg ved heller ikke, om det var nødvendigt, for de fik tingene til at fungere på deres måde. Måske mest på hans, men. 
Min mormor døde, da jeg var ti, og efter dét, blev tingene anderledes. Min morfar fik problemer med blodomløbet, og hans appetit faldt med samme hast som ensomheden tiltog: Jo mere stilhed der herskede i huset, des mindre spiste han. Han fik en hjemmehjælper, Birte, hun lærte hurtigt at overhøre min morfars spydigheder.
–Kan du da for helvede ikke hjælpe mig min protese på? Undlod simpelthen at reagere, indtil min morfar ændrede spørgsmålet:
– Vil du hjælpe mig med min protese?
Og så hjalp Birte ham med det, ligesom hun bagte kridhvidt franskbrød og sørgede for nyslynget honning og andesteg, fordi det var det eneste, min morfar ville spise. 
I alle årene kaldte han mig for Margrethe, efter dronningen. Og min mor for Ellen, som ellers var min mosters navn. Men Birte, hun hed Birte, aldrig andet, og jeg tror, det var hendes fortjeneste, at min morfar de senere år begyndte at ændre syn på mange ting. Ikke mindst på kvinder. For det var Birte, der råbte af ham, når han glemte at tage sin medicin, og det var Birte, der ringede på hans vegne og klagede over elregningen. Og fik medhold. Det var også Birte, der kørte min morfar rundt i bil, så han kunne pege ud, sige Se! pP gartneriet, der nu var autoværksted og bageren, der var lavet om til en spillekiosk med bimlende maskiner og enarmede tyveknægte. Det var Birte, der kom forbi juleaften med en flaske Kijafa-vin, min morfars favorit, og som blev en time, selvom hun havde familie, der ventede derhjemme. Og det var Birte, der lærte min morfar at kalde mig ved mit eget navn i stedet for dronningens. En ganske lille men kæmpestor ting.