Louise Juhl

Martin kalder mig for Elskede, Mit skyggehjerte, Min kærlighedsheks. Han lægger en sten under min hovedpude, for at minde mig om, hvor jeg har havn, hører hjemme, siger han. Han skriver små beskeder og lægger dem rundt omkring, under urtepotten, elkedlen. Og knivblokken: ”Ske, skete, skar, skåret”. Han køber røde roser, sætter sig på knæ og siger: 
– Hvis de visner, så ved jeg hvorfor, og de næste måneder bytter jeg buketten for en frisk hver tredje dag, for ikke at prikke til hans paranoia, tirre hans temperament.
Han køber også en cykel. Og et kuppeltelt med plads til to. Et gavekort til et faldskærmsudspring: 
– Du er mit et og alt, siger han og lægger min hånd på sit bryst: – kan du mærke, hvor hårdt du slår? 
Og jeg nikker, ja, læner min pande mod hans og slår med to fingre mod hans brystkasse. Dumdum, dumdum.

I september booker han en overnatning i shelter, han tænder bål og varmer mad til os begge, jægergryde med ris. Han hælder vin i to tinkrus, helt til kanten og rækker mig det ene: 
–Skål. Jeg tømmer glasset i få slurke, tvinger det ned, det smager surt og lidt af metal, han fylder det igen: 
– Nu er vi bare os to. Han lægger en hånd på mit lår, læner sig bagover og puster mig i nakken. 

Hvad der herefter sker, ved jeg ikke, eller, jo, det ved jeg godt. Men jeg ved ikke, om det er sandt eller rettere – om det er hele sandheden. 
Jeg fortæller ham, at jeg var bange, at han holdt mig fast, at jeg frøs, at jeg glemte at trække vejret. Da jeg endelig fandt tilbage, følte jeg det som om, var en andens vejr, jeg trak. Også en andens krop, der lå i dér i det våde græs og så op stjernerne. For vild imellem Cassiopeia, Cepheus og Store Bjørn. 
Han fortæller modsat, at jeg tager fejl, husker galt. At jeg var kåd og våd og villig, at jeg selv sprang i vandet og kaldte ham til mig, Kom! At han hoppede i og lagde sig på ryggen, holdt mig i sine arme, som en odder-mor bærer sin hvalp. Han siger, at det var ham, der holdt mig varm, og at jeg hægede mig til hans greb, som en tæge til sit bytte. Han siger også, at det var ham, der holdt mine hænder, mit ansigt, dæmpede rusen. Min vildskab, mit ridt. At jeg ikke fandt ro, før han lagde sig ned ved siden af mig og gav min krop, hvad den forlangte.