Louise Juhl

Vi spiser i sofaen, med hver vores tallerken i skødet, skyller ned med vin, skåler hver gang. Skål og skål og skål. Martin tager strømperne af, viser sin lilletå frem, det er ikke andet negl at se på den end en ganske lille knop. Jeg rækker hånden frem for at røre. Martin løfter foden, råber BØH, vi knækker begge sammen af grin. Et af glassene med vin vælter ned fra bordet, en rød plamage breder sig over gulvets planker, Martin lader det ligge. Rækker i stedet en hånd frem imod mit ansigt, stryger en finger over min næseryg: 
– Det lyder sikkert helt åndssvagt, det her, men jeg tror, jeg elsker dig.

Han har aldrig troet på sådan noget. På kærlighed og den eneste ene, altså. Det er jo bare noget pis, vi mennesker har fundet på, siger han. For holde til alt det andet. Til fraværende mødre, hårdhændede fædre.
November, november, november. 
Jeg protester:
– Hvis ikke du tror på kærlighed, siger jeg og rykker mig lidt i sofaen: – hvad tror du så på?  

Jeg stirrer på den fugtige plamage på gulvet, den har form som omridset af Sverige. Aflang og lidt bredere i den ene ende end i den anden. Sidst jeg var deroppe var med min min mor, jeg var kun knap ti. Hun havde lånt en hytte af en kollega, den havde tre køjesenge men kun ét rum. Det regnede alle fire dage. Vi sov og spiste og spillede Kalaha, flyttede kugler fra ét hul til et andet. Læste højt for hinanden. Om Grynet, der hoppede ud fra et tag og brugte en paraply som faldskærm. Jeg måtte love min mor aldrig at gøre det samme. ”Jeg lover”. 

– Jeg tror på dig. På os to – sammen. 
Det er Martin, der taler, han har rejst glasset på gulvet og lagt køkkenrulle henover pletten. 
– Du skal strø groft salt på, siger jeg.
Det er et gammelt husråd min mor har lært mig. At salt suger alt, både fugt og farve. Men så kommer jeg alligevel i tvivl: 
– Eller er det kartoffelmel, jeg tænker på? 
Martin smiler: 
– Potato, tomato. I øvrigt er han ligeglad, siger han. Det er jo bare en plet, og det eneste vigtige lige nu er, at jeg hører efter: 
– At jeg tror på os to. Sammen. 

De sker hele tiden. Skiftene. Først sukker, så salt. Potato, tomato. Som om alt er forskellige sider af den samme sag. Brune kartofler og pizza Marinara, rødvinspletter, plastikkatte. Som om han og jeg allerede er sider af den samme sag. Os to. Sammen. 
– Har du noget salt et sted?
Jeg rejser mig og går ud i køkkenet, åbner skabet til venstre for vasken, så det til højre: 
– Brænder tampen?, råber jeg igennem den åbne dør ind til stuen.