Louise Juhl

Jeg gik i en børnehave for døve og hørehæmmede, vi talte tegnsprog og sang ved hjælp af fagter, hoved, skulder, knæ og tå, og lænede vores ørene mod hinandens hjerter hver fredag for at ønske god weekend. En, der hed hed Anton fik ondt i hovedet og gik hjem og kom ikke tilbage før fire måneder senere: Med glasøje og måneansigt, og når jeg spurgte, blev de voksne stille og hviskede noget om celler, der delte sig for hurtigt, og jeg forstod ikke, hvorfor de hviskede, for Anton var jo døv og kunne ingenting høre, og det var først mange år senere, jeg fandt ud af, at det nok var dem selv, de havde forsøgt at skærme mod sandheden. 
Året efter døde han, vi lagde perleplader formet som hjerter og engle og strøg dem med et strygejern hang dem på grene. Vi gik hånd i hånd og på række de to kilometer til kirkegården, jeg sang min yndlingssang, ”Timen er nær, Tom Dooley”, men fik at vide af Gitte, en af pædagogerne, at den var ”upassende.” Jeg ved ikke, om det var derfor, men i dagene efter opfandt jeg mit eget tegnsprog. Et sprog fyldt med upassende tanker og tegn, en fuckfinger betød for eksempel ”jeg elsker dig” og to knyttede næver lagt oven på hinanden: ”er du med- eller mod mig?”. Jeg gjorde mig umage for at ingen af tegnene mimede deres betydning, en rejst tommel betød således ”ok” men ”pølsehorn,” og en lange- og tommelfinger formet som en cirkel var ikke et tegn for O men for T og om onsdagen betød det knæbeskytter, for det var den dag, Anton plejede at spille fodbold. 
Jeg brugte det meste af sommeren på at lave mit eget sprog, et sprog, der ikke gav mening for andre end mig, og således hverken kunne støde eller såre nogen. Jeg tror, jeg har båret det med mig siden, en lille nødudgang eller en måde at være upassende på i en meget passende verden.

Hvad angår passende og upassende, kan det være svært at finde vej. 
Der, hvor jeg voksede op, var linjerne forholdsvis klare. Hjemme hos os, var der ingen tvivl. Lædermøbler var noget fanden havde skabt, det samme gjaldt psykologer, enhver vidste, at den slags var vildfarne sjæle, der forsøgte at gøre op for deres egne sjælelige skavanker, ved at pådutte andre de samme. Der var også de lidt for fine damer. Dem, der lugtede så meget af parfume, at det blev mistænkeligt. Hvad forsøgte de mon at skjule, disse kvinder. Hvad gemte der sig bag skyerne af rosenvand og orientalske krydderier: Skabe fulde af skeletter, måske – skjulte liv, tomme skaller? For ikke at nævne kvinder, der lakerede deres negle, tångelene især. ’Hvem bruger dog tid på den slags, hvorfor?’

Blandt anderledes passende ting, var:
Sunde interesser som spejder, badminton og motionsløb.
Fornuftigt undertøj med god pasform og brede stropper.
At gøre sig umage, det vil sige: At lave mad fra bunden og ikke købe sig til rengøringshjælp. 
Mådehold, undlade at tage to gange af kartoflerne, sovesen, kagerne.
Kun at ønske sig ’rimelige’ ting til jul og fødselsdage: Fodcreme, spejderbælte, drikkedunk, stiftblyant. 

Blandt upassende ting, var:
Satellit-tv, Sportslørdag, købekage
Mikroovne 
Sommerhuse med græsplæne og flagstang i haven
Charterferier, campister
Aviser i alt for læsevenlige formater 
Lænestole med trinvis indstilling af ryglæn
Hollandske agurker og Jørgen de Mylius

Det gik fint. Længe sørgede jeg for at holde tingene adskilt, det passende og det upassende. Derhjemme så jeg TV-avisen derhjemme og hos min nabo, der ikke havde moralske begrænsninger for sine ønskers størrelse, og havde fået et 28 tommer TV til jul, så jeg parabol-tv. Jeg gik til madlavning hos min genbo, Birthe Marie, der lærte mig at lave Arme Riddere og at vaske op i ”den rigtge” rækkefølge. Først glas og bestik og andet, der kom i berøring med munden. Dernæst tallerkener og opøserskeer og til slut gryder, skåle og fade. 
Men så blev jeg ældre og venner med Rikke, og her var alt vendt på hovedet.  Hun redte kun seng, når hun havde lyst og spiste ting direkte fra køleskabet, uden at lægge det på en tallerken først. Hendes mor og far kunne finde på at blive i sengen en hel weekend, se serier og spise peanuts og grine. Nogle gange var vi seks, der sad under dynen og så TV en hel dag i træk. Rikkes mor og far, Rikke og mig, hendes lillesøster og deres hund, en Cocker spaniel, der hed Gorm. Det var så ulig, hvad jeg havde lært om hjemmefra: Om at TV gav firkantede øjne og at folk, der sov længe var dovne og dumme. At man fik bumser af at spise chips og fede nødder. 
Rikkes forældres øjne havde nu samme form som mine forældres, og de virkede hverken dumme eller dovne, faktisk holdt de fire aviser. ’For at se verden fra så mange forskellige perspektiver, som muligt,” forklarede de. Deres hud var ikke skæmmet af bumser, og selvom de så mange serier, tog de også på udstillinger og havde en lille samling af koreansk keramik, de havde samlet gennem årene.

Det blev svært. Det med opdelingen, hierarkiet imellem, hvad der var passende og hvad, der var upassende. Jeg famlede i blinde mellem det, jeg havde lært hjemmefra og det, jeg mødte i verden, og selvom jeg forsøgte at holde balancen, blev det sværere at sværere. Jeg begyndte at bryde grænser, at varme popcorn i en mikroovn i stedet for at poppe i en gryde, og at spise ”rutebiler” købt i Nanok til 10 kroner for 200 gram. Og selvom de smagte både kunstigt og støvet, var knaset i kagerne helt fantastisk. Det samme var fryden ved mit lille oprør.