Louise Juhl

Jeg øver mig i at være vred, men der er hele tiden noget, der står i vejen. En mandelstor taknemlighed, for eksempel. Over solen, der hver står op kugler sig rund, over solsortens sorte og hvidvinens hvide, køernes patter og kærligheden, der synes at vokse med tilbagevirkende kraft. Over ord som ømhedsmanifest (sikke en fest), vindbøjtel og katamaran. Og nåletræer, klitheden, den mellemlagrede skæreost fra Thise, vinklen på min mors tommel, hustage beklædt med tørv, Mentos-karameller, Bjørn, eftermiddagens lange skygger, kejtet keramik og det faktum, at der findes snegle, der sover tre år i træk. 

Jeg husker en jul, det ikke var sådan. Hvor vreden var større end taknemligheden, det var i 94, jeg var syg og måtte tage toget hjem fra mine forældre samme aften, fordi jeg ikke kunne. Jeg kunne ikke spise, ikke synge, ikke finde ud af (eller ind til) glæden. Jeg kan huske, at jeg trak en billet på banegården, steg ind i toget og lagde mig på tværs af to sæder. At jeg krøllede mig sammen som en hund og forsøgte at sove det hele væk: sulten og den manglende glæde. Men hver gang jeg døsede hen, blev jeg vækket af den samme konduktør, der bad mig vise min billet og sætte mig op.
–Der kunne jo være andre, der havde reserveret pladsen, indvendte han, selvom kupéen var tom pånær mig.
Det er længe siden nu, men jeg tænker stadig på dem, der på en dag som i dag må krølle sig sammen. Dem, der forsøger at sove den væk, at få tiden (og sig selv) til at gå over. Til jer vil jeg bare sige, at jeg håber, I får lov at hvile og bliver ladt i fred for emsige konduktører.
Der er plads nok til os allesammen❤️