Louise Juhl

Jeg gik i klasse med en pige, der turde alt, sådan virkede det i hvert fald, det var som om livet i sig selv ikke var nok, som om hun hele tiden skulle sætte det på spil, som tiårig fandt vi hende ude på pigetoilettet, hun havde drukket en hel flaske æblesnaps og lå bevidstløs på gulvet, pedellen måtte løfte døren af for at få hende ud, den dag hun fyldte tolv, inviterede hun fire af os piger fra klassen på brunch, det var i Sallings cafeteria, all you can eat – og vi åd: Rundstykker og blødkogte æg, bacon og oste med navne, der lød som en, der kastede op, Gruyére og Crottin de Chavignol, og da hun skulle betale, bad hun os om at gå i forvejen og vente ved udgangsdøren, og pludselig kom hun springende og råbte LØB, og så løb vi, og der gik flere år, før jeg igen turde gå i Salling igen.
Til min fødselsdag forærede hun mig en halskæde i sølv med et halvt overrevet hjerte som vedhæng, jeg tog den aldrig på, jeg ved ikke hvorfor, så døde hendes lillebror, han var elleve og hang sig i et træ i haven, det var Bødker, skoleinspektøren, der fortalte det til en morgensamling, vi blev bedt om at holde et minuts stilhed, jeg tror, det varede fem, hendes forældre valgte at tage hende ud ad skolen, undervise hende derhjemme, det var vist nok noget med lærerne, de var psykopater hele bundtet, sagde hendes far, eller også var de psykologer, same same, noget psyko i hvert fald, nogle år senere sendte jeg hende et brev med kæden og det halve hjerte, spurgte, om hun var ok, men jeg fik aldrig svar.