Louise Juhl

Jeg har lige læst en treogtyve år gammelt avis-indlæg om håb og kunst og om kærlighed, overskriften er “Frommt håb,” og artiklen slutter med at konkludere, at både håb og kærlighed er som at beskrive en elefant i mørke. Rører man ved snablen, føles det som en slatten agurk. Rører man ved øret, minder det om en engel med slidstærke vinger. Og så videre.
Jeg tænker meget på håb for tiden. Slår man ordet op på lex.dk finder man en sætning som denne: “Håbets mod kan siges at ligge midt imellem overmod og mismod.” Den østrigske tænker og holocaust-overlever Viktor E Frankl definerer håb som “Viljen til mening.” eller med Vaclac havels ord: “[Håb] er ikke en overbevisning om, at noget vil gå godt, men en vished om, at noget giver mening.”
Jeg oplever for tiden en stærk bevægelse imod at fralægge os håbet. Håbet er alligevel ikke andet end et skin, et fatamorgana, en sovepude, der afholder os fra at kæmpe. Vi skal ikke folde hænderne, men knytte dem til kamp, lyder de håbløses protest. Jeg er ikke enig, jeg tror ikke, at håb er at fralægge sig ansvar, overlade fremtiden til simple drømme og utopier. Tværtimod.

Da jeg var mindre, drømte jeg om om at synge hovedrollen i musicalen Annie: “Bare på med vanten/for i morgen/ blir’ det sol,” Senere blev mit største ønske at være klog. Ikke med hjernen men med hjertet, et underligt diffus ønske, som det aldrig lykkedes mig at få helt styr på, for hvordan man måler man egentlig den slags, hjertets intelligens, findes der en enhed for den slags, er det antal pulsslag, hjertets omfang?
Jeg lykkedes ikke med at få rollen som Annie og det med hjertet blev tromlet af min hjerne: Tag dig sammen, søster Lagkage, hjertet er en muskel, ikke andet.
Og så gav jeg op, aflagde mig ethvert tilløb til håb. Helt bogstaveligt. Jeg lukkede af, lukkede ned, holdt op med at synge og elske og spise, håbet skulle fandeme ikke tage røven på mig. Da jeg vejede 32 kilo blev jeg indlagt og nægtede alt udover at tisse og spille Donkey Kong. Jeg gik ikke i bad, jeg børstede ikke tænder (jeg var panisk angst for at sluge tandpasta og dermed blive fed), jeg undlod at klippe mine negle, bruge creme. Min læge var fortvivlet, han hed Jeppe og havde krøller og en uendelig tålmodighed. Hver dag kl. 10 satte han sig på min sengekant og forsikrede mig om, at det var ok at være vred og tavs og ked af det, men om jeg ikke nok ville håbe. Bare i det små. Børste tænder, tage mit eget tøj på, sætte hår. Jeg nægtede, hvad var meningen med at tage tøj på, når jeg ikke havde planer om at leve. Alligevel gjorde jeg, som han bad om, trak en vinrød sweater over hovedet, som jeg havde købt i Magasin for nogle af de penge, jeg havde sparet ved i månedsvis intet at spise. Den var i fåreuld, med knapper på skuldrene og et mønster ved hals og håndled. Jeg vaskede også hår og fønnede det, og jeg så på mig selv i spejlet og tænkte, at måske var det en løgn, hvad jeg så derinde, men i det mindste var det en bedre løgn, end den, der lå i sengen i en alt for stor hospitalsskjorte og rakte tunge af solen, gemte mad i sine trusser og under madrassen.
Jeg ved ikke, om man kan kalde håbet for en løgn. Jeg ved bare, at det med sweateren i hvert fald langtfra var en mirakelkur – jeg forblev syg i femten år efter, at Jeppe havde bedt mig om at skifte hospitalsskjorten ud med mit eget tøj. Han fik forresten et andet job på infektionsmedicinsk afdeling i Hvidovre, kom på TV og tabte håret. Jeg beholdt trøjen, det er den på billedet, og jeg tænker stadig på det med tro og håb, om “viljen til mening.”
Måske er håb slet ikke noget, man har (eller tar’ eller får), men noget, man gør. Ligesom man trækker en sweater over hovedet?